Af Helene Lykke, Liberal Alliance, kandidat til KV25
I Fredericia begynder det desværre at ligne en kedelig tendens: Først gik det galt på Kobbelgården og man mistede godkendelsen. Så kom Hybyhus, hvor medicinhåndteringen ikke var efter bogen. Og nu står børnehavebørn og forældre midt i en midlertidig lukning af Børnehuset Valhalla.
Det er hverken første eller sidste gang, kommunen bliver nødt til at tage drastiske beslutninger – og det er på tide, vi spørger os selv: Er det systemet, der er noget galt med?
For det her handler ikke om, at hverken ansatte eller politikere gør deres bedste – for det tror jeg gør de. Men når det gang på gang viser sig, at vi ikke kan sikre trygge, stabile rammer for hverken børn, handicappede eller ældre, så er det ikke enkeltpersoner, men strukturerne, der halter.
Der er brug for at tænke nyt. Helt nyt.
Hvorfor ikke:
- Gøre Kobbelgården selvejende og sikre en mere velfungerende beboersammensætning?
- Invitere et friplejehjem til Fredericia og give de ældre reel valgfrihed?
- Lade pengene følge barnet, så familier selv kan vælge mellem hjemmepasning, privat dagpleje eller institution?
Det handler ikke om at pege fingre – det handler om at tage ansvar og turde nytænke. For vores børn, vores ældre og dem, der hver dag arbejder for at få hverdagen til at hænge sammen.
Fredericia kan meget bedre. Det kræver bare, at vi tør.