Hver uge bruger Marlene Høxbro Darmer timevis i Fredericia Håndboldklub. Hun er en af de frivillige, der får hverdagen til at glide, både for 2. divisionskvinderne og for de mange, der møder op til herrernes ligakampe. Hun er holdleder for klubbens bedste kvindelige seniorhold og en fast del af setup’et omkring hjemmekampene i Middelfart Sparekasse Arena.
Når FHK’s herrer spiller, er Marlene på plads i klublokalet, hvor hun står for forplejningen til de frivillige, inden hun senere samler indløbsbørnene og sørger for, at alt går efter planen. Først når børnene er tilbage på tribunen, kan hun tage plads og følge kampen.
Men hvordan startede det hele? På en træningsaften for 2. divisionskvinderne sætter vi os sammen med Marlene for at høre mere om hendes vej ind i klubben og de mange timer, hun lægger i sit frivillige arbejde.
– Jeg har faktisk været frivillig siden 2017. Jeg startede som holdleder for min søns hold i sæsonen 2017-18, og da han blev ældre, fortsatte jeg som holdleder for min datters hold i tre år. I mit sidste år der begyndte jeg også at hjælpe til hos damerne, inden de rykkede op i 1. division. Så det her er min tredje sæson som holdleder for 2. divisionskvinderne, siger hun.
Overgangen til kvindeholdet kom lidt tilfældigt.
– Mia (daværende træner, red.) spurgte, om vi kendte nogen, der kunne tage holdlederrollen, og så tænkte jeg over det. Min datter var efterhånden blevet så stor, at hun ikke syntes, det var fedt, at mor var med til kampene, så jeg meldte mig, siger Marlene.
Marlene er ikke kun engageret i kvindeholdet. Hun er også en vigtig del af setup’et omkring FHK’s ligakampe.
– Jeg har hjulpet til, siden vi rykkede op i ligaen. Først stod jeg i døren og solgte billetter, men da vi fik vores egen madleverandør, begyndte jeg at hjælpe i køkkenet. Jeg syntes, det var spændende at være med i den mere officielle del af klubben, forklarer Marlene.
For hende er det vigtigt, at FHK fungerer som én samlet klub, selvom der er meget fokus på ligaholdet.
– De er ikke noget uden os andre. Det hele er bygget op af ungdomsspillerne, og vi arbejder sammen på tværs, siger hun.
At være frivillig handler ikke kun om at få tingene til at køre – det giver også noget igen.
– Vi har et godt fællesskab i klubben, og vi hjælper hinanden, uanset hvilken funktion vi har. Ligaspillerne anerkender os frivillige og ved, at vi er en vigtig del af klubben. Man kan jo ikke betale sig fra alt, og de tager sig tid til at snakke med os. Det betyder meget, forklarer Marlene.
Når der er ligakamp, samler hun indløbsbørnene og sørger for, at de bliver sat rigtigt op.
– Jeg fortæller dem, hvad de skal gøre, inden vi går gennem spillertunelen. Når de har løbet ind, sørger jeg for, at de får popcorn – og så kan jeg gå ind og se kampen, siger hun med et smil.
Alsidig rolle hos kvindeholdet
Som holdleder for 2. divisionskvinderne indebærer rollen en tæt tilknytning til spillerne, hvor der skabes relationer både på og uden for banen. Det betyder at være en del af deres hverdag, sørge for, at alt det praktiske fungerer, og være en tryg støtte i omklædningsrummet, når kampene skal spilles.
– Det er hyggeligt. De fleste er unge, mellem 18 og 23 år, men vi har også nogle, der er lidt ældre. Når jeg har været væk fra en kamp, kan de finde på at sige: ‘Ej, hvor er det fedt, at du er tilbage, siger Marlene og kommer ind på hendes opgaver for dameholdet:
– Jeg sørger for tøj, drikkedunke, håndklæder, tape – alt, hvad de måtte have brug for. Jeg holder også statistik for trænerne under kampene, siger hun.
Det kræver overblik at håndtere alt dette, samtidig med at hun følger kampen.
– De spørger nogle gange, hvordan jeg når det hele, men jeg har vænnet mig til at holde øje med, hvad der skal gøres, mens jeg ser kampen, siger Marlene.
Timeforbruget kan variere, men når hvis det er en uge med både en dame- og herrekamp, kan timeantallet ryge op på 15 timer.
– Når både herrerne og damerne spiller, og der er træning, går der mange timer med at vaske tøj og ordne det praktiske, fortæller hun.
Men hun gør det, fordi hun kan og fordi hun vil.
– Mine børn er blevet store og klarer sig selv, og jeg har et godt netværk, der gør det muligt for mig at bruge tid på det her, slår Marlene fast.
Sammenholdet er i top
For Marlene handler det ikke kun om at hjælpe til med de praktiske opgaver, men om at være en del af et større fællesskab, hvor alle bidrager til at skabe en stærk klubkultur og en god oplevelse for både spillere, trænere og frivillige.
– Jeg synes, det er fremragende. Vi har et stærkt sammenhold, både på dameholdet og i klubben generelt, siger hun.
Og netop fællesskabet er drivkraften bag hendes frivillige engagement.
– Man bliver lyttet til, og man får lov til at gøre det, man bedst kan lide. Det gør en stor forskel, siger Marlene.
Marlene er også en del af aktivitetsudvalget, hvor hun hjælper med at planlægge arrangementer for ungdomsholdene.
– Vi har nogle gange “supersøndag”, og vi sørger for indløb og speaker under kampene. Der bliver også kåret spillere, og vi arrangerer andre ting som bingo og underholdning i april, fortæller hun.
For Marlene er det frivillige arbejde ikke bare en opgave – det er en livsstil. Hun er et af de mange ansigter, der får klubben til at hænge sammen, og hendes indsats skaber værdi langt ud over de timer, hun lægger i FHK.
