
Hos Gelato di Natura gør man en dyd ud af oplevelsen. De vil trække kunder til caféen, og det gør de blandt andet ved at pynte op ude foran for at skabe opmærksomhed og god stemning.
I Vendersgade i Fredericia, hvor byens puls langsomt flyder forbi, ligger Gelato di Natura. Siden åbningen har de formået at gøre sig bemærket på en helt særlig måde. Udover deres is specialiteter og den hyggelige atmosfære, har caféen skabt en unik tradition med sine udstillinger udenfor butikken. Hver højtid bringer noget nyt og inspirerende, og efter halloween-dekorationer og julepynt har turen nu været inde på at skabe et farverigt og livligt påskesetup.
– For det første, så er det jo fordi, vi godt kan lide det. Vi synes, det er pænt, og det gør noget godt. Vi bliver selv glade af det, når det ser flot ud udenfor. Og det er jo det samme, vi prøver at gøre med alt, vi serverer. Vi forsøger at få opmærksomhed og få folk til at kigge på, hvad der sker, fortæller Winni Drøhs, der driver caféen sammen med sin søster, Heidi.
Udstillingen, der er fyldt med farver og påskedekorationer, er en del af caféens tradition for at skabe ekstra stemning til højtiderne.
‘- Vi har allerede tænkt på, hvad vi skal gøre næste gang, vi ser Halloween komme. Hvad kan vi så lave af et nyt element? Vi kan jo ikke lade være med at blive glade, når vi går forbi og ser noget flot. Det giver os et godt humør, siger Winni med et smil.
Det er ikke første gang, Gelato di Natura sætter fokus på at gøre noget ekstra for byen og kunderne.
– Vi synes, det handler om at give en oplevelse. Vi gør det ikke kun for os selv, men også for Fredericia. Det er vores pligt at bidrage til det levende byrum. Hvis vi gør lidt ekstra foran vores butik, bliver det en oplevelse at kigge forbi. Det er ikke nødvendigt at have karruseller for at få folk til at komme ind i byen, men små tiltag som disse kan hjælpe, siger Winni.
På spørgsmålet om fremtidige arrangementer fortæller Winni, at de ikke har de store planer foreløbigt, udover påske.
– Jeg ved ikke, om vi har noget i den nærmeste fremtid, udover påske. Der er ikke så mange officielle arrangementer lige nu, så det bliver nok først senere på året, slutter Winni.
Gelato di Natura fortsætter med at skabe liv og farve i Fredericia – og næste gang du går forbi, kan du glæde dig over en lille påskeudstilling, der giver byen et ekstra pift.