På byrådsmødet d. 3. marts 2025 stemte jeg for en investering i at færdiggøre renoveringen af udvendig beklædning (klimaskærm) på vores fantastiske sundhedshus. Jeg kom på byrådsmødet med en meget kraftig opfordring til forvaltningen om, at klippe det knap 17 millioner kroner store projekt i mange små projekter. Men, jeg bliver helt ærligt overrasket, hvis det kommer til at ske.
Det er som om Fredericia altid får spændt ben for sig selv. Som om vi ikke er gode nok, men det er vi selvfølgelig. Min holdning er helt klar. Vi skal langt væk fra, at skatteborgernes penge bruges til at købe ind i andre kommuner. Skal der sættes 200 nye vinduer i, kan der f.eks. laves fem udbud af 40 vinduer, så mindre firmaer også kan være med. Og ja, jeg kender bortforklaringerne!!! Det blive dyrere og det tager længere tid at planlægge udbuddene. Men sådan må det være. Der SKAL være plads til alle – lokale. På samme vis må det være med kommunale indkøb af alt fra printerpapir til juridisk rådgivning. I min politiske hverdag møder jeg meget ofte forretningsdrivende, og håndværksvirksomheder der undrer sig over indkøbspolitikken. Igen forventer jeg nogle velmenende kommunale kommentarer der vil skamrose store og brede indkøbsaftaler. Jeg er af den mening, at vores penge er bedst givet ud ved at holde Fredericia beskæftiget – at støtte Fredericia i fremdrift. Hvis det kommer til at koste mere fordi priserne ikke kan skambydes, så er det sådan det må være. Støt den lokal handel. Fredericia først, når skattekronerne ruller.
Karsten Byrgesen, uafhængig politiker Regionsrådet i Syddanmark og Byrådet i Fredericia