Forberedelserne til Kloakmessen 2026 i Fredericia er i fuld gang. Selvom der stadig er næsten et år til, melder arrangørerne om stor interesse fra branchen. Ifølge en pressemeddelelse fra MESSE C har 65 udstillere allerede sikret sig en plads til messen, der finder sted den 29.-30. januar næste år.

Messen vokser – både i størrelse og indhold

Den kommende messe bliver den niende udgave af Kloakmessen, og ligesom tidligere arrangeres den i samarbejde med brancheforeningen Danske Kloakmestre. Ifølge messechef Lars Søndergaard er messen fortsat i vækst, hvilket blandt andet betyder, at den kommende udgave vil fylde størstedelen af MESSE C’s 16.000 kvadratmeter store Hal A.

– Standsalget er i fuld gang, og vi har allerede de første 65 udstillere klar på listen til denne niende udgave af messen, som fortsat er præget af vokseværk, udtaler Lars Søndergaard.

Han oplyser desuden, at der i 2026 vil blive indrettet nye netværks- og mødezoner, hvor udstillere og besøgende kan mødes i mere rolige omgivelser for at drøfte produkter, løsninger og potentielle samarbejder.

Danmarksmesterskab i kloakarbejde flytter til messens centrum

Kloakmessen har de seneste år været vært for Danmarksmesterskaberne i Kloakarbejde, og i 2026 vil konkurrencen få en mere central placering. Konkurrenceområdet flyttes til midten af messehallen, hvilket ifølge Lars Søndergaard skal give de deltagende kloakmestre endnu bedre eksponering. Samtidig får Danske Kloakmestres stand en mere fremtrædende placering tæt på konkurrencen.

Branche i vækst og med travl kalender

Kloakbranchen har generelt haft travlt de seneste år, og ifølge formand for Danske Kloakmestre, Verner H. Kristiansen, er der intet, der tyder på, at aktiviteten vil aftage.

– Jeg har ikke kendskab til nogen kolleger, som ikke har rigeligt at lave. Men netop derfor kan et besøg på Kloakmessen være guld værd, så vi får viden, inspiration, kendskab til det nyeste udstyr og de smarteste løsninger, siger han.

Han peger på, at særligt områder som separering af regnvand og spildevand, klimasikring og renovering af nedslidte kloakker vil fylde meget i de kommende år. Derudover er et lovforslag på vej, som vil pålægge kommunerne at håndtere de stigende grundvandsudfordringer. Ifølge analyser kan omkring 450.000 ejendomme i Danmark blive berørt af et højt grundvandsspejl.

Messen som samlingspunkt for branchen

Udover at være en fagmesse med fokus på de nyeste løsninger og teknologier i kloakbranchen, fungerer Kloakmessen også som en netværksplatform. Ifølge Verner H. Kristiansen er der stadig potentiale for at udvikle messen yderligere.

– Vi har fået et stærkt forum op at køre, som helt tydeligt har stor værdi for branchen. Jeg mener sagtens, messen fortsat kan udvikle sig, siger han og fremhæver et øget fokus på store slamsugere samt arbejdsmiljø og sikkerhedsudstyr som mulige nye indsatsområder.

 I 2024 satte messen besøgsrekord med 4.300 deltagere, og arrangørerne håber på endnu en velbesøgt udgave næste år.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer