Elever fra flere klasser på Fredericia Gymnasium, heriblandt de tre 3.g-elever Andreas, Lukas og Adnan, fik tirsdag en særlig mulighed for at komme helt tæt på den amerikanske valgkamp, da Karoline Thomsen gæstede skolen for at fortælle om sine oplevelser som frivillig i Kamala Harris’ kampagne.
Karoline Thomsen, der har en kandidatgrad i international politik og international lov fra Australien, har arbejdet i ni forskellige stater under valgkampen og boet hos lokale familier, mens hun på nært hold observerede det amerikanske samfunds dynamikker.
Hun tog udgangspunkt i spørgsmål som: Hvorfor stiller Donald Trump op? Og hvorfor vælger millioner af amerikanere at stemme på ham gang på gang? Hendes personlige beretninger gav eleverne et indblik, som de tre 3.g-elever påpegede, ikke kunne findes i lærebøgerne. Det inspirerede flere af dem til at reflektere over forskelle og ligheder mellem amerikansk og dansk politik.
“Det var spændende at høre fra én, der har været der”
Foredraget med Karoline Thomsen satte gang i tankerne hos eleverne, som hver især fandt noget særligt i hendes beretninger. Andreas var især optaget af, hvordan det må have været at være så tæt på en amerikansk valgkamp.
– Det var meget spændende. Det var interessant at høre, hvordan det faktisk var at være der, og hvordan det føltes som en person, der har været der. Det var sjovt at høre fra én, der har været bag kulisserne og politisk aktiv derovre, sagde han efterfølgende.
For Lukas var det Thomsens beslutning om at rejse til USA uden forudgående erfaring, der gjorde indtryk.
– Jeg synes, det var virkelig interessant, at hun tog af sted uden forudgående viden om, hvordan det foregik, og så selv valgte at tage til USA for at få nogle kontakter. Jeg synes, det er meget fascinerende, forklarede han.
Adnan fremhævede det konkrete perspektiv, Thomsen kunne give, som adskilte sig fra det, eleverne har lært i undervisningen.
– Fordi hun selv har været i USA, føler jeg, at hun kunne forklare det mere konkret end det, vi har lært i undervisningen. Hun kunne dele sine egne oplevelser på en mere detaljeret måde, sagde han.
Valgkampens skævheder fangede elevernes opmærksomhed
Eleverne havde forberedt spørgsmål til foredraget og fik mulighed for at diskutere emner som valgstrategier, mediedækning og de kulturelle forskelle mellem USA og Danmark. En del af eleverne var overraskede over, hvor stor en rolle Trumps forberedelsestid spillede i størrelse i forhold til Harris’ kampagne.
– Måske lidt overraskede over størrelsen, men jeg tror også, mange af os havde forventet, at han ville vinde. Vi kan også se, at Harris kun havde 100 dage til at forberede sig, og så sammenlignet med Trump, der havde haft langt mere tid til sin kampagne, kan vi godt se, at det måske var lidt åbenlyst, at Trump ville vinde, selvom stemmerne var tættere, end vi havde troet, sagde Adnan.
Selvom mange havde forventet Trumps sejr, var det stadig overraskende for flere, hvor stor sejrsmargenen viste sig at være. Diskussionen åbnede op for refleksioner om amerikansk politik generelt, og hvordan de store økonomiske og sociale forskelle i landet skaber et andet politisk landskab.
For Lukas, Andreas og Adnan var det en lærerig oplevelse, der satte gang i refleksioner om både politik og personlig handlekraft.