En 61-årig mand kom fredag eftermiddag i politiets søgelys, efter at han væltede med sin kabinescooter på Skærbækvej.
Ifølge Sydøstjyllands Politi skete uheldet klokken 12.56, hvor manden kørte af stien og væltede ud på selve kørebanen. Da politiet kom til stedet, viste det sig, at den 61-årige var påvirket af spiritus, fortæller vagtchef Jacob Andersen.
Manden blev anholdt på stedet og fik taget en blodprøve, som nu skal fastslå promillen. Herefter blev han løsladt igen, lyder det fra politiet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing den 21.8 kl. 17.00 ved vagtchef Jacob Andersen.











