POLITIK. Man kan godt være begejstret for Tråden og samtidig stille spørgsmål ved, om kulturhuset skal blive liggende præcis dér, hvor det ligger. Det er i hvert fald udgangspunktet for Jonas René Jensen fra Danmarksdemokraterne, når han går ind i den politiske diskussion om kulturhuset på Middelfarts gamle trafikhavn.

»Jeg er bare så stolt af, at vi har det,« siger han til AVISEN.

De gamle industrihaller rummer i dag blandt andet koncerter, events, streetfood og ungemiljø, og stedet oplyser selv, at mere end 70.000 mennesker lagde vejen forbi i de første tre måneder efter åbningen.

Det er da heller ikke selve Tråden, Jonas René Jensen har et problem med. Hans spørgsmål handler om, hvad der skal ske med stedet på længere sigt, og om hvad Middelfart samtidig vil med resten af Trafikhavnen. For samtidig med huset ligger der en større plan for udviklingen af det gamle industriområde, og det er dér, diskussionen efter hans opfattelse begynder at blive vanskelig. »Så sent som for to måneder siden har alle partier godkendt, at vi skal fortsætte med at udvikle Trafikhavnen dernede, og jeg må bare sige, at på de tegninger indgår Tråden overhovedet ikke,« siger han.

Selve udviklingsplanen for området er ældre, og Tråden er siden blevet beskrevet af både kommunen og Brobygning Middelfart som en del af eller ligefrem et fundament for den videre udvikling af havnen. Jonas René Jensens pointe retter sig mod de konkrete tegninger og mod den langsigtede anvendelse af arealet. Hvad sker der, hvis den udvikling en dag kræver noget andet af grunden?

Det spørgsmål er han ikke alene om at rejse. Byrådskollega Lasse Schmücker (Ø) har i en video på Facebook stillet skarpt på sammenhængen mellem Tråden og de planer, der gennem årene er lagt for Trafikhavnen, og flere af de betænkeligheder deler Jonas René Jensen.

Han havde da også sine forbehold, allerede da byrådet skulle tage stilling. Etableringen af Tråden blev vedtaget med 22 stemmer for, én imod og én blank, og den blanke var hans. Det midlertidige ved projektet var på det tidspunkt en del af den politiske diskussion, og for Jonas René Jensen var ønsket et andet. Find stedet, hvor kulturhuset kan blive, og byg videre derfra. »Jeg ønskede et permanent sted, et rigtig fint sted, hvor det her kan være for evigt, i stedet for at prøvehandle. Havde vi fundet et permanent sted, så havde vi alle sammen kigget i den retning og sagt, at det er der, det skal være,« bemærker han.

Det er den beslutning, han savner i dag. For jo større succes Tråden bliver, desto sværere bliver det også at skille selve kulturhuset fra adressen på Trafikhavnen. »Nu er det blevet en kastebold.«

Og her rammer man kernen i hans kritik. Han oplever, at diskussionen har flyttet sig fra, hvad Middelfart skal have af kulturtilbud, til en politisk kamp om, hvor Tråden skal ligge. Kritikken retter han især mod Socialdemokratiet, som han mener binder husets fremtid for tæt til den nuværende placering. For hvad gør Middelfart, spørger han, hvis der en dag åbner sig en mulighed for at udvikle hele området på en anden måde? »Hvis den helt rigtige investor kommer i morgen og vil investere massivt i området dernede og bygge på hele Trådværks-delen, så synes jeg, det er problematisk, at Socialdemokraterne mener, at det vigtigste er, at der er Tråd i det her. Jeg synes, de har taget det som gidsel,« siger Jonas René Jensen.

Med i den betragtning hører også en advarsel til huset selv. Bliver Tråden en aktør i den politiske strid om sin egen fremtid, mister debatten ifølge byrådsmedlemmet balancen. »Jeg tænker ikke, at Tråden skal være en politisk organisation,« siger han.

Det ændrer imidlertid intet ved hans syn på det, der allerede er skabt. Tværtimod vender Jonas René Jensen flere gange tilbage til, at han ser Tråden som en gevinst for Middelfart, og for ham er kritik af beslutningerne omkring kulturhuset noget helt andet end kritik af kulturhuset. Netop den skelnen mener han er ved at forsvinde i debatten. »Bare fordi man kritiserer noget eller stiller spørgsmål, så er det jo ikke skidt,« siger han.

Pengene fylder ellers en del i diskussionen om Tråden. Middelfart Kommunes regnskab for 2025 viser, at der blev anvendt 15,1 millioner kroner på det nye kulturhus og samlingssted, og kommunen oplyser, at projektet blev afsluttet inden for budgettet. Men for Jonas René Jensen er det ikke regnestykket, der er hovedsagen lige nu.

»Man kan altid diskutere det med penge, og hvor mange penge de har fået, og det ene og det andet. Men den vigtigste del er, at det pludselig er blevet en brik i det her,« siger han.