En garage på Nellikevej i Fredericia stod tirsdag aften i flammer, og røgen bredte sig til store dele af området og centrum af byen, hvor mange kunne både se og lugte den kraftige røg.

TrekantBrand rykkede talstærkt ud klokken 18.49 med flere brandbiler, indsatsleder og brandfolk, og det lykkedes at få bugt med flammerne. Også Sydøstjyllands Politi var til stede på adressen.

Da branden på Nellikevej var nedkæmpet, måtte brandfolkene desuden om på Nørrebrogade-siden for at slukke brand ved den bagvedliggende ejendom.

TrekantBrand og politiet er fortsat på stedet, hvor efterslukningen lige nu er i gang.