Han scorede to gange i finalen om det jyske mesterskab, men en dommerkendelse står stadig og skurrer. Onsdag den 29. juli fylder Christian Michelsen, centerdirektør hos Middelfart Sparekasse i Kolding, 40 år.
Det er ikke en overdrivelse at påstå, at Almind har en særlig plads i hjertet hos Christian Michelsen. Det var her, han voksede op, og det er her, han i dag bor med sin familie, der snart går fra fire til fem medlemmer. Nummer tre i børneflokken stempler efter planen ind i tilværelsen i begyndelsen af august.
»Jeg har boet tre-fire år på Fynsvej i Kolding, men ellers har Almind altid været den fine og trygge base for mig,« siger Christian Michelsen.
Den 29. juli runder centerdirektøren hos Middelfart Sparekasse i Kolding 40 år, men med familieforøgelsen i baghovedet er der ikke konkrete planer om stor fest.
Den kan altid bruges
Fødselaren har i næsten halvdelen af sit liv været at finde i den finansielle sektor, men som ung brugte han faktisk flere år på at overveje sin arbejdsmæssige fremtid, selv om begge forældre arbejdede i BG Bank.
»Jeg er virkelig glad for den retning, jeg valgte, og der er flere grunde til, jeg holdt fast i den,« siger Christian Michelsen og tilføjer.
»Blandt andet fordi mit job handler meget om at tale og interagere med kolleger, kunder, samarbejdspartnere og netværksrelationer, hvilket giver mig energi. Derudover bidrager det til min personlige udvikling samt ikke mindst mit begær for at tilegne mig ny viden,« siger centerdirektøren, der, når livet med tre børn tillader det, vil markere sin fødselsdag.
»En rund fødselsdag er altid en god anledning til at samle gode folk, hvilket jeg sætter stor pris på.«
Fodbold vandt over håndbold
Skal man bevæge sig i kredsen omkring centerdirektøren, skal man have tre egenskaber højt på sin liste. Ordentlighed, integritet og ærlighed, og egenskaberne gælder både privat og fagligt.
»Det er vigtige ingredienser i det fundament, jeg lever mit liv på,« fortæller Christian Michelsen, der i sine yngre år dyrkede både fodbold og håndbold.
»Da jeg kom på efterskolen SINE, skulle jeg vælge, og selv om talentet nok var størst i håndbold, valgte jeg fodbold, hvor højdepunktet blev jyllandsseriefodbold i Kolding Soccer Club,« fortæller fødselaren, der på fodboldbanen nød godt af sin hurtighed og målfarlighed, mens rutine og fodboldintelligens blev mere fremherskende med årene.
Målfarligheden rakte dog ikke i den finale om det jyske mesterskab, han i ungdomstiden var en del af.
»Det var vanvittigt, så meget vi blev snydt,« slår han med fortsat indignation fast og fortsætter hurtigt.
»Jeg scorede to gange, og ved stillingen 2-2 blev jeg hamret ned i modstanderens straffesparksfelt. Dommeren dømte af en eller anden grund ikke straffespark, og så endte vi med at tabe efter straffesparkskonkurrence. Jeg glemmer det aldrig.«











