KRIMI. Fyns Politi havde tirsdag travlt med narkopåvirkede bilister, og flere af dem havde slet ikke alderen til at sidde bag rattet. Hele seks personer blev i løbet af døgnet sigtet for at køre under indflydelse af euforiserende stoffer i Odense-området – heriblandt to teenagere på bare 16 og 17 år.
Den yngste, en 16-årig mand fra Odense Kommune, blev stoppet på Kallerupvej sidst på eftermiddagen. Han førte en personbil, selvom han var påvirket af stoffer, og blev desuden sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt for at køre uden førerret. Kort efter midnat var det en 17-årig fra Odense Kommune, der blev standset på Falen. Også han var påvirket af stoffer og uden førerret – og oveni kørte han i et afmeldt køretøj og havde euforiserende stoffer på sig.
Natten bød på endnu en alvorlig sag, da en 28-årig mand fra Odense Kommune blev stoppet på Stegstedvej ved firetiden. Han blev sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, for at være påvirket af euforiserende stoffer – og for at have brugsstjålet den bil, han kørte i.
Dagen igennem fortsatte sagerne. En 43-årig mand fra Odense Kommune blev sigtet for narkokørsel på Tekstilgangen midt på dagen, og først på eftermiddagen blev en 52-årig mand stoppet på Gillestedvej, hvor han kørte lille knallert i påvirket tilstand og uden førerret. Om aftenen blev en 18-årig mand fra Kerteminde Kommune den sjette og sidste i rækken, da han blev sigtet for narkokørsel på Solgårdsvej i Odense NV.
I Kerteminde var en noget mere fræk gerningsmand på spil tirsdag morgen. Kort før klokken seks kørte en mand i bil helt op til døren på en butik på Martin Kolds Vej, steg ud og stjal en plante og en potte, hvorefter han forsvandt igen. Manden beskrives som udenlandsk af udseende, cirka 45-50 år, skaldet med grå skægstubbe. Han bar briller, sort hættetrøje med hvid skrift på brystet, en lys skjorte indenunder, cowboybukser og sorte kondisko.
I Odense SV fik en husejer natligt besøg af mere alvorlig karakter. En tyv trængte ind gennem en åbenstående dør på Ranunkelvænget omkring klokken kvart over to og stjal to bærbare computere.
Derudover blev der stjålet en nummerplade fra en personbil på Klingstrupvænget i Odense M, mens en tuktuk i Egeparken i Odense NØ blev udsat for hærværk, da en siderude blev knust.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.











