BØRN. I disse uger holder knap 1.500 børn og unge sommerlejr med Ungdommens Røde Kors rundt om i landet, og en af lejrene ligger i weekenden klar i Nørre Aaby. Her får børnene sødt besøg, når Hansens Is triller forbi med isbilen og deler økologisk flødeis ud til både børn og frivillige.

For mange børn hører is i solen og ture til stranden med til sommeren. Sådan er det bare ikke for alle. Derfor holder Ungdommens Røde Kors hvert år ferielejre for børn, der af den ene eller anden grund kan trænge til en god uge væk hjemmefra, med leg, venskaber og oplevelser, de kan tage med sig.

Is i det fri og et smil på tværs af bordet. For mange af børnene er det ikke isen alene, men samværet omkring den, der bliver til et sommerminde.

Isen hører fast med. Hen over ugerne 28 til 31 kører Hansens Is forbi samtlige 22 lejre, og for ismejeriet er det mere end en kold svaler på en varm dag. »Med isen håber vi at give både børn og frivillige et øjeblik, hvor sommeren føles lidt ekstra god, og hvor børnene får et minde med hjem, de husker for noget godt,« siger Anders Eibye Hansen, fjerde generation i familievirksomheden Hansens Is. For ham ligger det gode ikke så meget i selve isen som i alt det, der sker omkring den. »At stå i kø sammen, vælge sin yndlingssmag, få ekstra krymmel og dele øjeblikket med nye venner. Det er sådan nogle små situationer, der kan sætte sig som store minder.«

Det svære valg. Jordbær, vanilje eller noget helt tredje, ved isbaljerne skal yndlingssmagen findes, mens køen venter udenfor.

På lejrene bliver isen delt ud fra små isboder, hvor de frivillige står bag disken. Og det er dem, der får det hele til at fungere, siger Anders Eibye Hansen. »De bruger deres ferie på at give børnene nærvær og oplevelser. Vi kan ikke løse de udfordringer, mange børn står i, men vi kan bidrage med det, vi er gode til,« forklarer han.

En frivillig bag isbordet. Det er dem, der bruger deres sommerferie på at give børnene en god uge.

Hansens Is har været med i mere end ti år, og hos Røde Kors er man glad for hjælpen fra erhvervslivet. »Det betyder, at vores frivillige får endnu flere muligheder for at skabe en god uge for alle børnene,« siger Anja Nielsen, programleder for ferielejrene hos Ungdommens Røde Kors.

Lejren i Nørre Aaby hedder Smilets Lejr og holder til på Vesterdal Efterskole. På landsplan er der mere end 72.000 udsatte børn i Danmark, og tanken bag lejrene er, at flere af dem får nogle gode minder med hjem, når skoleferien er forbi. Man kan støtte via urk.dk.