KRIMI. En 23-årig mand fra Fredericia blev onsdag aften sigtet i en narkosag, efter at en patrulje fra Sydøstjyllands Politi observerede en mulig handel i Kongensgade.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Episoden fandt sted onsdag klokken 21.37, hvor en patrulje var ude for at observere i området efter anmeldelser om muligt salg af euforiserende stoffer.
Ifølge politiet så patruljen en person gå ad Kongensgade mod syd, mens en anden person kom gående i den modsatte retning. Da de to personer mødtes, vurderede politiet, at der foregik en form for handel eller udveksling.
»Personerne får øje på patruljen, lige da det sker, og så stopper de det, de har gang i,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Patruljen tog kontakt til begge personer og visiterede dem. Hos den ene fandt politiet tre små poser med i alt 1,36 gram kokain, to klumper hash på i alt 5,07 gram og en mobiltelefon, som ifølge politiet indikerede, at der var tale om handel med euforiserende stoffer.
På den baggrund ransagede politiet efterfølgende den 23-årige mands bopæl. Her fandt politiet yderligere 149,78 gram hash samt en mindre mængde kontanter.
Den 23-årige mand fra Fredericia blev sigtet i sagen.
Den anden person, en 16-årig ung dreng fra Fredericia, blev ikke sigtet, da politiet ikke fandt noget på ham.











