LOKALT. Lyset faldt skråt ind over voldene en sen junieftermiddag og lagde sig i de hvide huer, så de næsten glødede. Sådan stod det onsdag over Landsoldaten, hvor byens nyudklækkede studenter havde samlet sig i en tæt klynge ved foden af monumentet, og hvor man fra kanten af pladsen kunne se det, som studenterfejringer i bund og grund handler om. En flok unge mennesker, der et øjeblik var fælles om at være færdige.
Rundt om dem stod de andre. Forældre med solbriller skubbet op i panden, en farmor på en bænk i skyggen, mindre søskende, der ikke helt forstod hvorfor, men sang med alligevel. De var mødt op for at se deres egne, og de fyldte pladsen helt ud til kanten, mange med telefonen løftet for at fange et øjeblik, der ikke kommer igen.
Bag fejringen stod Fredericia Shopping, der i år for første gang havde kaldt samtlige af byens ungdomsuddannelser sammen til ét fælles optog. Før har pladsen mest været præget af de røde og lyseblå huer fra Fredericia Gymnasiums stx og hf, men denne gang blandede også de mørkeblå og grå huer fra byens øvrige uddannelser sig i flokken, så hele paletten var samlet på én gang.
Pladsen ved Landsoldaten blev den første station. Her blev der taget billeder, klasse for klasse, foran den figur, generationer af Fredericia-studenter har stillet sig op ved. De unge sluttede sig sammen i en stor ring om monumentet, og mens Hans Holms »Livstræet« og »De smukke unge mennesker« lød ud over pladsen, gik de syngende rundt om Landsoldaten. Så røg huerne til vejrs i et samlet kast, mens venner og familie klappede.
Derefter satte toget sig i bevægelse ned gennem byen. Undervejs havde butikker og caféer stillet sig frem med lidt godt til de unge og sendt deres lykønskninger med på vejen, og forrest trillede en gul, åben veteranbil med musik. Endestationen var gården ved Urbania Street Food, hvor festen fortsatte, og hvor de hvide huer med de røde og blå rande blandede sig med flag og lyse sommerkjoler.
Ved Tøjhuset tog borgmester Peder Tind imod. Han gik en runde blandt de unge og skrev sin hilsen i flere af huerne, før han trådte op på scenen foran et publikum af studenter og familie, der havde fundet plads på bænkene. »Kære studenter, kæmpestort tillykke. I er fantastiske, og I har gjort det fantastisk,« indledte han og lod blikket glide ud over forsamlingen. Han talte om, hvordan gymnasietiden kan føles uendelig, mens man står midt i den, men pludselig er den forbi. »I har ikke bare lært en masse om fag, formler og teorier. I har også lært noget om jer selv. Om hvem I er, og hvad I vil,« sagde han.
Det meste af talen var et stille opgør med den forestilling, at man som ung skal have det hele planlagt. Nogle vidste præcis, hvad de skulle, andre anede det ikke, og begge dele var efter borgmesterens mening, som det skulle være. »Der er et meget stort pres på unge mennesker i dag. Man skal helst have styr på det hele og have en plan for sit liv, men sandheden er, at de færreste har en plan for hele livet. Og sådan skal det også være. Livet bliver sjældent, som man havde forestillet sig. Ofte bliver det faktisk langt mere spændende.«
Han fortalte, at han selv for en snes år siden havde drømt om at blive borgmester, og at det jo faktisk lykkedes. Deraf rådet til årgangen om at sætte sig mål, være modig og gå efter dem, også når det ikke lykkes med det samme. »Lad være med altid at vælge den sikre vej, men tør også tage en chance en gang imellem. Vær nysgerrige, og mest af alt, vær ikke bange for at fejle, for vi lærer af vores fejl, og på den måde vokser vi alle sammen som mennesker,« sagde han.
Til sidst så han igen ud over de unge og kaldte dem byens fremtid. »Jeg ser pædagoger, lærere, læger, håndværkere og iværksættere. Jeg ser fremtidens Danmark foran mig,« sagde han, før han sluttede, hvor han var begyndt, med en hilsen og en opfordring til at passe på hinanden. »Nyd den her sommer. Fredericia er stolt af jer.«
Så var den tale forbi, og eftermiddagen tilhørte igen de unge selv. Ved de lange træborde under parasollerne sad de første allerede med et glas, huen skubbet tilbage i nakken, og talte i munden på hinanden om alt det, der nu skulle ske. Resten af byen kunne gå hjem med billedet af en flok mennesker på vej ud i noget, ingen af dem helt kender endnu.
