Middelfart Kommune vil vide, hvordan borgerne bruger kulturlivet, og hvad der skal til for at udvikle kultur- og fritidslivet i hele kommunen. Derfor har kommunen sammen med Kulturens Analyseinstitut sendt et spørgeskema ud til 16.000 borgere.
Undersøgelsen skal give ny viden om borgernes kulturvaner, deltagelse i fællesskaber og brug af kommunens kultur- og fritidstilbud. Resultaterne skal danne grundlag for den fremtidige udvikling af området og indgå i kommunens politiske prioriteringer.
»Kulturlivet er med til at gøre Middelfart Kommune til et godt sted at bo og leve. Derfor skal vi som politikere ikke gætte på, hvad borgerne har brug for – vi skal spørge dem. Jeg håber, at mange vil give deres mening til kende, så vi får et stærkt grundlag for at udvikle kultur- og fritidslivet i hele kommunen,« siger Linda Johnsen, formand for Børn, Kultur og Fritidsudvalget.
Undersøgelsen henvender sig både til de borgere, der ofte bruger kultur- og fritidstilbud, og til dem, som sjældent eller aldrig gør det. Begge perspektiver er vigtige for at skabe et retvisende billede af, hvordan kulturlivet opleves i kommunen.
»Vi har mange stærke kulturtilbud og fællesskaber i Middelfart Kommune. Men vi skal også turde undersøge, om vi når bredt nok ud, og om der er borgere, som savner andre muligheder. Det handler om at udvikle et kulturliv, der både bygger på det, vi allerede er gode til, og på det, borgerne efterspørger,« siger Linda Johnsen.
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med Kulturens Analyseinstitut, der kortlægger kulturlivet i en række danske kommuner. Ud over selve spørgeskemaundersøgelsen indgår blandt andet data og analyser af kommunens kulturtilbud og borgernes brug af dem. Besvarelserne behandles fortroligt og anonymt af analyseinstituttet, og resultaterne offentliggøres alene i samlet form.
Det er også muligt at besvare spørgeskemaet, selv om man ikke har modtaget det direkte i sin digitale postkasse. Det kan ske via linket https://din-mening.dk/s/qbz/?s=s.
Selve besvarelsen tager cirka 10-15 minutter og kan udfyldes frem til den 3. juli 2026.











