KRIMI. Sydøstjyllands Politi har inden for et døgn sigtet to bilister for at køre i påvirket tilstand i Fredericia.
Den første sag var en spirituskørsel på Ydre Ringvej mandag morgen klokken 07.25. Her standsede en patrulje en lastbil med påhængsvogn og kontrollerede føreren, der viste sig at være påvirket af spiritus over det tilladte. Den sigtede er en 34-årig mand uden bopæl i Danmark.
Den anden sag var natten til mandag på Vejlevej. Klokken 00.12 standsede en patrulje en personbil, der kom kørende i vestlig retning, og føreren viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer. Under det forreste sæde lå desuden en lille hobbykniv. Føreren, en 32-årig mand fra Fredericia Kommune, blev sigtet for begge forhold.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.











