KRIMI. Et indbrud i en lejlighed på Danmarksgade i Fredericia mandag formiddag tog en uventet drejning, da gerningsmanden efter alt at dømme efterlod sit eget id på gerningsstedet.

Indbruddet skete omkring klokken 10.10. Gerningsmanden kom ind i lejligheden, muligvis gennem en ulåst hoveddør, og bevægede sig rundt i hele boligen. En del elektronik blev pakket sammen, men ikke alt nåede med ud. En del af tyvekosterne blev efterladt på stedet og ude i opgangen, mens blandt andet en tablet blev stjålet.

En patrulje var hurtigt fremme og søgte i området, efter at et vidne havde set en person forlade stedet og køre væk på en cykel. Eftersøgningen gav i første omgang intet resultat.

Men inde i lejligheden lå en mobiltelefon med et cover, og i coveret sad et sygesikringsbevis og et kørekort. Hverken telefonen eller id-kortene tilhørte beboeren, og alt tydede dermed på, at de var efterladt af gerningsmanden selv.

Politiet tog ud til den adresse, hvor personen var tilmeldt, men fandt ikke noget. Lidt senere kom der via Find My Device en lokalitet på en helt anden adresse. Den person, kortet tilhørte, havde en relation til beboerne på den adresse, og her fandt politiet blandt andet den tablet, der var stjålet ved indbruddet på Danmarksgade.

Politiet har sigtet en mand på 38 år med adresse i Fredericia Kommune. Han var anholdt i et par timer og er siden løsladt. Han er foreløbig den eneste sigtede i sagen.

Om beboerne på den anden adresse har haft noget med indbruddet at gøre, eller om tingene blot er lagt der, skal efterforskningen vise, oplyser Sydøstjyllands Politi.