POLITIK. Samleveren til løsgænger i Folketinget Cecilie Liv Hansen møder i dag i Retten i Kolding, tiltalt i en sag om euforiserende stoffer. Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Ifølge anklageskriftet besad den 28-årige mand 121,05 gram hash, 46,66 gram skunk, 15 poser cannabisvingummi og 4,63 gram psykedeliske svampe i Kolding den 3. december sidste år. Derudover er han tiltalt for at have haft 5.365,50 kroner, der efter anklagemyndighedens opfattelse stammede fra salg af hash. Besiddelsen skal ifølge anklageskriftet være sket sammen med en eller flere medgerningsmænd, som politiet ikke har identificeret.
Anklagemyndigheden går efter, at manden idømmes en fængselsstraf. Der er afsat en time til behandlingen af sagen.
Manden har tidligere selv erkendt over for flere medier, at han har solgt cannabis. Han har samtidig understreget, at Cecilie Liv Hansen hverken havde kendskab til det eller var involveret. Hans forsvarer har ikke ønsket at kommentere, hvordan han forholder sig til tiltalen.
Cecilie Liv Hansen er ikke part i straffesagen. Hun blev ved folketingsvalget i marts valgt for Liberal Alliance, men blev fire dage efter valget ekskluderet fra partiet. Baggrunden var ifølge partiet, at hun havde løjet om, at hendes samlever solgte euforiserende stoffer. Hun har siden fortsat som løsgænger i Folketinget og sidder desuden som løsgænger i både byrådet i Kolding og regionsrådet i Region Syddanmark.











