Oliver Crone Dyhr er 18 år, går i 2.g på IBC i Fredericia og står til daglig i butikken Druen midt i byen. Ved siden af er han ved at bygge et landsdækkende vinfællesskab op for de 18- til 30-årige. Det hedder Coolwines Social Club og er gratis at være med i.

Det begyndte med en familieferie i Schweiz. Oliver Crone Dyhr besøgte sin første vingård, så markerne, hørte historien bag, og noget satte sig.

»At se hvor fascinerende det var med markerne, og se hvordan det egentlig var, vin det blev produceret,« siger han. »Og så har man også fået noget præg af, at når man har set ens forældre drikke, det har kunnet være et samtale.«

Et par år senere stod han som sommerafløser i Vincentralen i Skagen, en vinforretning med tilhørende importørfirma CC Wines. Indehaveren fik en idé. Hvorfor ikke samle unge mennesker og lære dem noget om vin?

Det er den idé, der nu er blevet til Coolwines Social Club.

»Det handler om fra 18 til 30-årige over hele landet,« siger Oliver Crone Dyhr. »Om at man kan være sammen i et fællesskab og lære om vin. Og så er der så mulighed for, at man kan møde nogle af hans producenter fra de vinhuse, der er.«

Klubben er gratis at melde sig ind i. Medlemmerne får adgang til arrangementer, smagninger, rabatkoder på vin og mulighed for at melde sig til vinrejser til producenter i blandt andet Bourgogne. Lige nu er der lanceret en pop-up-smagning i forbindelse med studentertiden, og en konkurrence om billetter til Wine Makers Festival i Skagen er på vej.

Det er Oliver Crone Dyhr, der står som ansigt udadtil. En jævnaldrende tager sig af de sociale medier. Han pendler typisk en weekend om måneden til Skagen og står i Druen i Fredericia resten af tiden.

»Det der er fedt er, at jeg kan lave det meste af det på computeren, så jeg kan lave det herhjemmefra,« siger han.

I Fredericia er der endnu ikke arrangeret et konkret event under klubbens navn. Det håber han at få stablet på benene i samarbejde med Druen, så klubben kan få et fysisk forankringspunkt i byen ved siden af adressen i Skagen.

»Det er jo også fedt, hvis man kan kombinere det lidt med, at folk, der kommer dernede, så kender de både kuglen, socialklubben og Druen,« siger han. »Så på den måde, at man kan skabe et fællesskab, der både kommer til at være noget her i Fredericia og i Skagen og også rundt omkring i landet.«

Hvad han håber, klubben skal blive til, formulerer han uden tøven.

»Jeg håber faktisk, at det bliver sådan et fællesskab, hvor alle unge kan mødes omkring det her,« siger Oliver Crone Dyhr. »Og at de kan faktisk lære hinanden at kende, at man kan skabe et fællesskab, som er lidt atypisk i forhold til måske sport, eller det her med at gå i byen for unge.«

Han mener, at netop den slags ramme mangler.

»Du kan møde en masse nye på en anderledes måde, det tror jeg mangler lidt,« siger han. »Ellers så ser man det meget på nogle traditionelle måder.«