KOLDING. Kongeåstien er nu komplet i hele sin længde. Med indvielsen af de to sidste etaper ved Vamdrup kan vandrere fremover følge åen ad én sammenhængende sti fra udspringet i Gåskær og hele vejen ud til Vadehavet.

Mere end 150 borgere, lodsejere, entreprenører og spejdere var mødt frem, da de to nye etaper officielt blev klippet fri tirsdag. Markeringen foregik med hyldestsang til Kongeåen, taler og en vandretur på et lille stykke af den nye rute, der løber fra kommunegrænsen mellem Kolding og Vejen og frem til åens udspring i Gåskær sydøst for Vamdrup.

De nye etaper tilføjer 12 kilometer trampesti til det eksisterende forløb gennem Vejen og Esbjerg Kommuner og fuldender dermed projektet. Den samlede Kongeåsti måler nu 71 kilometer og strækker sig fra Farrislund i Gåskær gennem den fredede ådal forbi Kongeåslusen og helt ud til åens udløb i Vadehavet.

Bag etableringen står Den A.P. Møllerske Støttefond, der har bidraget med to millioner kroner til arbejdet i Kolding Kommune. Samlet set har fonden støttet hele Kongeåsti-projektet med godt 16 millioner kroner.

Hos Kolding Kommune ser borgmester Jakob Ville frem til, at både lokale og besøgende tager den nye strækning til sig.

»Der er ingen tvivl om, at Kongeåstien er en attraktion, der kommer til at tiltrække gæster fra både nær og fjern. Men først og fremmest håber jeg, at de nye etaper bliver til gavn for borgerne i Vamdrup, der har fået helt nye muligheder for at opleve områdets fantastiske, bynære natur«, fortæller borgmesteren.

Han har også rosende ord til de mange parter, der har gjort projektet muligt.

»Jeg vil gerne sende en stor tak til Den A.P. Møllerske Støttefond for at donere midler til arbejdet, til initiativgruppen bag Kongeåstien og ikke mindst til KFUM-spejderne i Vamdrup og de øvrige lodsejere, som lægger jord til stien«, tilføjer Jakob Ville.

Også i initiativgruppen bag stien er der glæde over, at det sidste stykke arbejde i Kolding Kommune nu er afsluttet. Sigfred Søndergård fremhæver det brede samarbejde som en afgørende faktor.

»At det er lykkedes at få stien etableret skyldes i høj grad et godt samarbejde mellem Kongeåmuseet, Vamdrup Byforum og Kolding Kommune samt velvilje fra de lodsejere, der lægger jord til stien. Jeg håber, at der er mange, der vil bruge stien både til korte og længere ture og få glæde af de nye faciliteter langs stien«, siger Sigfred Søndergård.

Den nye strækning følger samme designlinje som resten af Kongeåstien med broer, gangbroer over våde områder og opholdspladser undervejs. Ved spejdercenteret er der desuden anlagt en ny shelterplads med toiletfaciliteter, vandpost samt borde og bænke, som ventes at blive et populært stop for stiens brugere.

Den samlede Kongeåsti består af ti etaper med længder fra fire til 11 kilometer samt fem rundture på mellem 1,3 og seks kilometer. De to nye etaper i Kolding Kommune tager udgangspunkt fra parkeringspladsen ved siden af ejendommen på Røddingvej 18 i Vamdrup. Det skal dog bemærkes, at ruten i perioder med meget nedbør kan give våde fødder, og at det af hensyn til lodsejerne hverken er tilladt at medbringe hund eller at cykle på stien. Yderligere oplysninger om ruten findes på kongeaastien.dk.