SPORT. Der bliver fyldt godt op på Monjasa Park, når FC Fredericia søndag tager imod F.C. København i 3F Superligaen. Klubben meldte torsdag formiddag ud, at samtlige siddepladser på Monjasa Tribunen og Carlsberg Tribunen er udsolgt, og at der kun er få pladser tilbage på stemningstribunen.

Det betyder, at byens fodboldklub har en reel mulighed for at slå tilskuerrekorden på Monjasa Park. Den nuværende rekord er 6.288 tilskuere, sat netop mod FCK ved sæsonens første hjemmekamp sidste sommer. Dengang var omkring 2.000 medrejsende FCK-fans med til at fylde det udvidede stadion. Falder rekorden søndag, sker det altså ved sæsonens sidste kamp mellem de to klubber, ni måneder efter den første.

»Søndag bliver i sandhed en fredericiansk fodboldfest,« lyder det fra klubben på deres sociale medier, hvor man samtidig opfordrer sæsonkortholdere, der er forhindrede, til at frigive eller dele deres plads, så stadion kan fyldes.

Det er sæsonens fjerde og sidste opgør mellem de to klubber. FCK har vundet de to første kampe, mens FC Fredericia 22. marts hentede en historisk 2-1-sejr i Parken. Det var oprykkernes første sejr nogensinde over FCK i Superligaen. Sportsligt er der fortsat noget på spil for begge hold. FC Fredericia ligger på 5.-pladsen i nedrykningsspillet med 30 point, et enkelt point under nedrykningsstregen, og kæmper om overlevelsen i klubbens første sæson i Superligaen. FCK fører nedrykningsspillet med 44 point og kæmper om den syvendeplads, der kan give europæisk kvalifikation.

Kampen begynder kl. 16.00.