KULTUR. Man skal vide, hvor man skal gå ind. Porten ud mod Norgesgade er anonym, gården snoet, og først når man er om hjørnet og gennem næste port, ligger det der. En gammel stald med hvide vægge. Bordene fyldt med keramik, vindueskarmene med små jernfigurer, væggene med fotografier og malerier. Det er fredag eftermiddag, solen står lavt, og inde i stalden står Dorthe Christensen.

Hun er den ene af fire. Resten er Anette Olander, der arbejder med keramik, Carsten Medom Madsen, fotograf, og Flemming Kastaniegaard, som også er fotograf, men først og fremmest kendt for sine jernskulpturer. Tilsammen udgør de Galleri Grow’ern, og konstruktionen har nu holdt sammen i flere år. »Vi er fire kunstnere med rødder i Fredericia,« forklarer Dorthe Christensen og peger hen mod de indrammede grafiske tryk på hylden. Det siges hurtigt, sådan som lokale kunstnere nogle gange remser deres samarbejdspartnere op, som om det er selvindlysende, hvem der laver hvad. Men det er værd at opholde sig ved, for det er netop denne kombination af keramik, jernskulptur, fotografi og grafik under ét tag, der gør Grow’ern til noget særligt i Fredericias i øvrigt ret tætte galleriøkologi.

Stalden, kulden og årstiderne

Selve bygningen er en del af historien. Grow’ern holder til i det, der engang var en stald, og det er en bygningsmæssig realitet, som også forklarer galleriets årskalender. »Vi bor jo i en gammel stald, og når vinteren kommer, bliver væggene kolde, så der lukker vi ned,« fortæller Dorthe.

Galleriet sælger sig selv på, hvad der hænger på væggene lige nu, og på hvordan lyset falder ind gennem de gamle vinduer, og årstiderne styrer. Fra december til og med marts står stalden stort set tom for publikum. Kun Anette Olander og Dorthe Christensen holder fælles juleudstilling i slutningen af året, og når den slutter, lukkes dørene for alvor. Så bliver det mørkt, kulden sætter sig i muren, og kunstnerne arbejder hjemmefra, indtil april vender tilbage. Når dørene slår op igen, fungerer det næsten som en sæsonåbning i ordets oprindelige forstand. I fredags skete det for 2026 med tre åbne dage i træk, torsdag, fredag og lørdag, og der var nye arbejder på væggene fra alle fire kunstnere.

Norgesgade 20 er i øvrigt, når man kigger efter, en lille ø af kunstnerisk aktivitet. I den tilstødende del af komplekset, som tidligere var den gamle stald, driver billedkunstneren Mette Hind sit billedværksted. Tilsammen udgør de to værksteder en lille klynge af kunstnerisk arbejde, foldet ind bag porten og usynlig fra gaden.

Fællesskabet, som rummet bygger på

Det mest overraskende ved Grow’ern er, at fire så forskellige kunstnere kan holde sammen så længe. Keramik, jernskulptur, fotografi, maleri og grafik. Flere faglige retninger, flere forskellige temperamenter, flere måder at forstå et stykke materiale på, og alligevel flere år samme sted. Spørger man Dorthe Christensen, hvorfor det fungerer, peger hun på selve forskelligheden som limen. »Jeg tror, det er mangfoldigheden. At vi er forskellige, og at vi ikke kun er keramikere eller malere, det betyder noget. Ikke kun for os, men forhåbentlig også for dem, der kommer forbi. Vi giver noget til hinanden.«

Keramikken samtaler med fotografiet. Jernskulpturen snakker med grafikken. Værkerne bliver, som hun siger, større af at stå ved siden af hinanden, end de ville være hver for sig. Og så er der det, at man efterhånden kender hinanden. »Vi plejer at finde rigtig godt ud af det sammen,« tilføjer hun med et smil.

På det konkrete plan har gruppen nu fundet en fast rytme. Cirka én udstillingsperiode om måneden hen over forår og sommer, altid tre dage i træk, plus åbne torsdage gennem sæsonen. »Det, vi gør nu, er, at vi cirka en gang om måneden har tre dage, hvor vi er her, ligesom i disse dage, torsdag, fredag og lørdag,« forklarer hun. »Og det har vi lagt ind hele sommeren på nær juli, hvor der er ferie.«

Den rytme er vokset frem over tid, i takt med at galleriet har fundet sin plads i byens kulturliv.

Fem år med Fredericia Art Festival 

Grow’ern og Fredericia Art Festival har fulgtes ad fra begyndelsen. Siden festivalen første gang blev afholdt i 2021 under Johnny Gilberg og Ulrich Nicolaisen fra EventC, har Grow’ern været med hver gang. Stedet er efterhånden blevet et af de faste stop på festivalens lokale kort og en af de udstillinger, tilbagevendende gæster kender. »Vi har været med i fem år, lige så lang tid som Art Festivalen, så vi har været med alle gange,« fortæller Dorthe Christensen. »Det er noget, der bliver ved med at være her, og man kan bygge videre på det, man viste sidste gang, og vise noget andet nu.«

Der er endnu et stykke vej til november, hvor festivalen løber af stablen igen, men forberedelserne er allerede en del af rytmen. Dorthe Christensen glæder sig især til det øjeblik, hvor dørene åbnes, og gæsterne begynder at komme. »Det er altid dejligt at mærke, at folk finder vej herind.«

At have en fast udstilling år efter år betyder, at publikum kommer tilbage og ser, hvordan arbejdet har udviklet sig. En gæst, der så Annette Olanders keramik i 2022, ser den i 2026 og kan mærke forskellen. Det er en luksus, kunstnere uden fast udstillingssted sjældent får. »For mig betyder det meget at have nogen at læne sig op ad. Det er meget værd,« bemærker Dorthe Christensen.

Originalerne

Et spørgsmål bliver ved med at melde sig: Hvorfor skal folk egentlig finde vej derind? Hvorfor gå gennem porten, over gården, gennem den næste port? Dorthe Christensens svar kommer kort og uden forsøg på at sælge noget. »De skal vide, at vi er her, og at vi er originalerne. Forhåbentlig på den gode måde. Vi ligner ingen andre, for vi har selv skabt det her.«

I fredags stod aprilsolen ind gennem de højtsiddende staldvinduer og lagde sig hen over keramikken på bordet. Dorthe Christensen stod ved siden af med en ramme i hånden, midt i sit eget arbejde, sine kollegaers arbejde, og de år, der ligger bag det hele.