Søndag åbner dørene til flere dages messeaktivitet i Fredericia, når MESSE C Furniture Fair igen samler møbelbranchen i messecentrets store hal.
Fra den 26. til 29. april vil fagfolk fra hele landet mødes for at se nyheder, handle ind og hente inspiration. Blandt udstillerne er det svenske designbrand Conform, som præsenteres af JT Agenturer.
For arrangører og udstillere er messen et vigtigt samlingspunkt, hvor produkter kan opleves med hænderne frem for gennem en skærm.
»Det har været fantastisk at opleve, hvordan begivenheden voksede ud af Park Fermés showroom og har udviklet sig til en ‘rigtig’, succesfuld messe i Fredericia, hvor faciliteterne og beliggenheden er helt i top,« fortæller Jan Therkelsen fra JT Agenturer.
Han peger på, at det fysiske møde gør en afgørende forskel.
»Vi bruger messen til at vise funktioner, materialer og nyheder. Det giver en helt anden forståelse, når man kan se og røre ved produkterne, og når man for eksempel kommer ned og sidde i lænestolene. Komfort og funktionalitet kan man ikke formidle gennem en skærm.«
Netop komfort er et nøgleord for Conform, der er kendt for sine lænestole, hvor funktion og skandinavisk design går hånd i hånd. På messen vil der blandt andet blive vist nye designløsninger med detaljer i sort, som giver møblerne et særligt visuelt udtryk.
Hos JT Agenturer er forventningerne til årets messe høje, ikke mindst efter sidste års debut i Fredericia.
»Jeg glæder mig rigtig meget til på søndag, og jeg føler mig overbevist om, at vi får en endnu mere velbesøgt messe i forhold til premieren sidste år,« siger Jan Therkelsen.
Med messetilbud og nyheder på programmet håber udstillerne samtidig på god købelyst blandt de fremmødte butikker, når Fredericia i slutningen af april igen bliver centrum for møbelbranchen.











