KOMMUNALT. Fredericia Kommune er ikke på sporet til at nå sine egne mål på beskæftigelsesområdet. Det betyder, at en planlagt budgetbesparelse nu må udskydes, og at kommunen i stedet skal finde 15 millioner kroner ekstra om året i tre år.
Det fremgår af en orientering, som Beskæftigelses- og Helhedsplansudvalget tirsdag fik forelagt.
Baggrunden er en såkaldt gevinsttrappe, som byrådet vedtog i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2025-2028. Trappen byggede på en analyse fra BDO, der viste, at kommunen kunne spare betydelige beløb på overførselsudgifter, hvis den formåede at nærme sig landsgennemsnittet for andelen af borgere på offentlig forsørgelse.
Målet var at nedbringe afstanden fra 3,2 procent til 1,5 procent inden 2028, svarende til en samlet gevinst på 65 millioner kroner om året. Men tallene går den forkerte vej. Da indsatserne blev igangsat i 2024, var afstanden til landsgennemsnittet vokset til 3,8 procent. I 2025 er den faldet en smule til 3,6 procent, men det er langt fra det tempo, der er forudsat.
Særligt førtidspension og fleksjob trækker i den forkerte retning. Afstanden til landsgennemsnittet på førtidspension er steget fra 1,1 procent i 2022 til 1,5 procent i 2025. Fleksjob er gået fra 0,1 til 0,4 procent i samme periode.
Hertil kommer, at beskæftigelsesreformen har krævet store organisatoriske omlægninger i jobcentret, herunder afskedigelser og nye arbejdsgange, som har optaget ressourcer, der ellers skulle have gået til den egentlige indsats.
Forvaltningen foreslår derfor, at gevinsttrappen skydes et år frem. Det betyder, at de allerede vedtagne besparelser stadig forventes realiseret, blot et år senere. Den konkrete konsekvens er, at kommunen i 2026, 2027 og 2028 mangler 15 millioner kroner i budgettet, som skal findes som kasseudlæg og påvirker likviditeten.










