Foto: Psykiatrifonden
Foto: Psykiatrifonden

SUNDHED. Alt for få børn og unge får den psykiatriske udredning, de har ret til inden for lovens frist. Nye tal viser, at kun 16 procent af de børn, der havde brug for hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien i 2025, blev udredt til tiden.

Det fremgår af nye tal fra Sundhedsdatabanken, som blev offentliggjort fredag. Ifølge loven skal børn og unge udredes inden for 30 dage, men i praksis er ventetiden langt længere. I gennemsnit gik der sidste år 163 dage, før en udredning blev gennemført. Året før var gennemsnittet 146 dage.

Tallene bekymrer Psykiatrifonden.

»Det er svært at blive ved med at se så ringe tal. Hver eneste dag er der børn og unge i Danmark, som ikke kommer i skole, som isolerer sig og glider længere væk fra det liv, de havde. De og deres familier venter desperat på at få svar og ikke mindst hjælp,« siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

Samtidig viser tallene store forskelle mellem regionerne. Region Midtjylland ligger lavest, hvor kun otte procent af børnene bliver udredt til tiden. I Region Sjælland er tallet 14 procent, mens 18 procent bliver udredt rettidigt i Region Hovedstaden. I Region Syddanmark er tallet 21 procent, og Region Nordjylland klarer sig bedst med 23 procent.

Selv i den region, hvor det går bedst, må størstedelen af børnene dog stadig vente for længe på en afklaring.

Ventetiden og usikkerheden kan få store konsekvenser for familierne. En undersøgelse blandt forældre til børn med psykiske vanskeligheder viser ifølge Psykiatrifonden, at 84 procent oplever alvorlige følgevirkninger af barnets situation og manglen på hjælp. Det kan blandt andet være skilsmisse, økonomiske problemer, belastningsreaktioner eller tab af arbejde.

»Imens går børneliv i stå, og familier går i stykker. Det ved vi,« siger Marianne Skjold.

Fra 1. januar i år er der indført en ny rettighed, som giver børn og unge krav på både udredning og opstart af behandling inden for 60 dage. De første tal for, hvordan den nye ordning fungerer, forventes offentliggjort til juni.

Direktøren håber, at ændringen kan gøre en forskel, men understreger samtidig, at udviklingen skal følges tæt.

»Den nye rettighed kan blive et fremskridt, men vi skal følge tæt, om børn faktisk får hjælp hurtigere. Vi håber, at den nye rettighed frigør tid til at få flere igennem. Den rummer også muligheden for at sætte behandling i gang allerede under udredning. Vi havde gerne set, at det var et krav, men vi håber, at det sker i mange tilfælde.«

Samtidig bliver mange børn slet ikke optaget i psykiatrien. Tal fra sidste år viser, at næsten hvert tredje barn, der henvises til børne- og ungdomspsykiatrien, bliver afvist. Det svarer til omkring 8000 børn.

Det efterlader ifølge Psykiatrifonden nogle familier i en svær situation.

»Med andre ord bliver døren lukket allerede, før børnene når frem. Samtidig vurderer kommunerne, at mange af børnene har for tunge problemer til, at de kan hjælpe dem der. Så de er for raske til det ene og for syge til det andet. Det er en fuldstændig urimelig og umulig situation at sætte familier og deres børn i.«

Der er afsat omkring 280 millioner kroner til mere kapacitet i børne- og ungdomspsykiatrien som led i den tiårsplan for psykiatrien, der blev præsenteret i maj 2025. Ifølge Psykiatrifonden er investeringerne nødvendige, men problemerne vil ikke forsvinde fra den ene dag til den anden.

»De store investeringer er nødvendige, men de løser ikke problemerne fra den ene dag til den anden. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for de børn og unge, der står og venter lige nu.«

Psykiatrifonden peger blandt andet på, at midlertidige løsninger kan være nødvendige i ventetiden.

»Der er brug for midlertidige løsninger, mens de langsigtede investeringer begynder at virke. Det kunne fx være at arbejde endnu mere med at få voksenpsykiatere til at hjælpe nogle af de ældste børn og unge.«

Ifølge Marianne Skjold vil der også fremover være brug for flere politiske initiativer.

»Selv om det er valgkamp lige nu, og der er mange løfter og udspil i luften, så tror jeg på, at alle politikere kan se, at vi kun lige er gået i gang med at stabilisere psykiatrien. Når det er gjort, skal vi bygge op og udvikle, og det kan vi kun med flere midler og flere planer.«