POLITIK. Da Lena Grøndal Kaspersen i november stillede op for Venstre til kommunalvalget i Middelfart, endte det ikke med en plads i byrådet. Men den 35-årige marketingkonsulent fra Vejrup ved Brenderup lagde erfaringen på hylden – ikke ambitionerne. Nu er hun blevet kontaktet og spurgt, om hun ville være en del af kampagneholdet bag Torben Lyngsøe Povlsen, Venstres folketingskandidat i Middelfart-kredsen.

Det sagde hun ja til.

»Jeg var også med Anders Møllegård, og det var en dejlig oplevelse, så jeg tager det gerne en gang til,« lyder det fra Lena Grøndal. Det er en opgave, hun går til med det, hun selv kalder ydmyghed og en god portion gejst.

Fra kommunalvalget har hun taget både gode og dårlige erfaringer med. Der er ting, hun ville ønske, de havde gjort anderledes, og ting, der viste sig at virke. »Der er det, man ville ønske, man havde gjort, og alt det, man fandt ud af var godt – og det, man ikke behøver gøre igen,« siger hun. »Så der er lidt af det hele.«

En kandidat med rødder i den fynske muld

Torben Lyngsøe Povlsen blev i april 2025 valgt som Venstres folketingskandidat i Middelfart-kredsen, hvor han afløser den tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. Povlsen har i otte år været formand for den fynske landboforening L&F Centrovice og har bestyrelseserfaring fra blandt andet DBU og OB. Han er desuden stifter og formand for Odense Fjord Samarbejdet.

For Lena Grøndal er det en kandidat, hun kan identificere sig med. »Han er landmand og fødevareproducent med kartoffelavl ligesom Anders, men han har også en svineproduktion,« fortæller hun. »Helt stereotypisk kan man komme til at kigge på ham med den brille, at han er svineavler, og at det er skidt. Men han har en realitetssans i forhold til bæredygtighed og dyrevelfærd, som jeg synes det er vores pligt at få ud over stepperne.«

Torben Lyngsøe Povlsen er Venstres folketingskandidat i Middelfart-kredsen. Pressefoto: Venstre

Hun fremhæver hans arbejde med Odense Fjord Samarbejdet, hvor der er opnået resultater med ålegræs og vandkvalitet, og hans deltagelse i Grøn Trepart. »Han har et grønt afsæt,« siger hun. »Og så har han rødder i OB og i hele det med frivillighed. Han er snusfornuftig i forhold til både forsyningssikkerhed og forsvarssikkerhed – og hvordan vi skal gribe det an set fra Fyns perspektiv.«

Lena Grøndal nævner også, at Povlsen er den eneste mandlige Venstre-kandidat på Fyn, og at han har haft gården i familien i otte generationer. »Han var ikke i Bruxelles, da han blev spurgt, om han ville stille op,« siger hun. »Han har fødderne i den fynske muld, og det synes jeg er noget, vi skal udmærke os på.«

En valgkamp med nye vilkår

Lena Grøndal forventer, at et folketingsvalg kan komme hurtigere end først antaget. Positive meningsmålinger for Socialdemokratiet kan have sat skub i tingene, vurderer hun. »Da vi startede op, havde vi en forventning om, at de ville trække det lidt længere,« siger hun. »Men som jeg ser det nu, kan vi godt kridte skoene inden så længe.«

Hun ser en valgkamp, der kommer til at handle om både velkendte og nye emner – klima, skoler og forsvar – og som bliver anderledes end tidligere. »Vi er lidt forberedt fra kommunalvalget med ikke at kunne annoncere på samme måde,« siger Lena Grøndal. »Men jeg tror virkelig, at personligheden kombineret med virkelighedssans og kompetencer er noget af det, befolkningen kommer til at vægte højest. Vi er gode til at læse overskrifter, så overskrifterne skal vi være skarpe på.«

Indtil videre glæder hun sig til samarbejdet med det øvrige kampagnehold og til at se, hvor langt de kan drive kampagnen sammen.