Den 26. juni får Vejle Musikteater besøg af en af bluesscenens mest erfarne navne, når Keb’ Mo’ går på scenen i Store Sal.

Den amerikanske musiker har fem Grammy-priser og 14 Blues Foundation Awards bag sig og bringer næsten 50 års erfaring med guitaren med til Vejle. Gennem karrieren har han markeret sig med en lyd, der forbinder tradition og fornyelse og bevæger sig ubesværet mellem blues, soul og country.

Keb’ Mo’ har toppet Billboard Blues-listen syv gange og har spillet alt fra Carnegie Hall til Det Hvide Hus. Samtidig har han samarbejdet med en række markante navne som Taj Mahal, Willie Nelson, Bonnie Raitt, The Chicks og Lyle Lovett. Både Gibson og Martin har desuden produceret signaturguitarer med hans navn.

Det internationale gennembrud kom i 1994 med det selvbetitlede debutalbum, efter at han i en årrække havde arbejdet bag scenen som guitarist, sangskriver og arrangør. Med udgivelsen trådte han selv frem i rampelyset med en personlig fortolkning af de klassiske bluesrødder.

Senest har han udgivet albummet Good To Be fra 2021, hvor han forener musikalske indtryk fra barndommen i Compton, Californien, med inspiration fra Nashville. I 2025 udgav han albummet Room On The Porch sammen med Taj Mahal.

Når Keb’ Mo’ indtager scenen i Vejle til sommer, er det dermed med et omfattende katalog og årtiers erfaring i bagagen.