FRITID. Aldrig før har så mange mestre, frivillige og tilskuere været samlet, da Kolding Kommune mandag aften hyldede foreningslivet ved Fritid og Idræt Award 2026. Mere end 1.000 koldingensere havde sikret sig billetter til arrangementet, hvilket er rekord for den årlige prisuddeling.

Aftenen samlede hele kommunens foreningsliv til en fælles fejring af frivillige kræfter, stærke foreninger, unge talenter og markante sportslige præstationer fra det forgangne år. Under awardshowet blev priser uddelt til både enkeltpersoner og foreninger, der har gjort en særlig indsats for fællesskabet og idrætten i Kolding Kommune.

Samtidig blev 12 ungdomsledere hædret for deres frivillige arbejde, og endnu et navn blev optaget i Æresgalleriet Made in Kolding, som anerkender idrætsudøvere med rødder i kommunen, der har opnået internationale resultater.

Allerede tidligere på dagen blev et rekordstort antal sportsudøvere hædret. I alt blev 103 udøvere fra 23 forskellige foreninger fejret for deres præstationer i 2025. Det omfattede 84 danske mesterskaber, 19 landsholdsdebutanter, 24 landsholdsudtagelser og 16 internationale medaljer. En samlet markering, der ifølge kommunen vidner om både bredden og kvaliteten i det lokale idrætsliv.

Prisen Made in Kolding gik til cykelrytteren Kasper Asgreen, der gennem flere år har markeret sig helt i toppen af international cykelsport. Årets Talent blev fodboldspilleren Mai Wendicke fra Kolding IF, mens prisen som Årets Talentudvikler gik til Maja Sørensen fra Kolding Taekwondo Klub Sil’la.

Slotssøbadets Årets Idrætsnavn blev tildelt Tim og Mathias fra BK Trekanten for deres præstationer på både klub- og landsholdsniveau. Årets Leder gik til Lisbeth Diemer fra KFUM og K i Kolding for hendes mangeårige frivillige indsats, og Fynslund Boldklub blev kåret som Årets Forening.

Publikumsprisen gik til KIF Social, der arbejder med socialt fodboldfællesskab for unge, mens Fynske Bank Årets Parasportpris blev tildelt BGIF Gymnastikforening for arbejdet med Hoptimisterne og Mini-Hoptimisterne.

Fritid og Idræt Award er Kolding Kommunes årlige markering af den betydning, foreningslivet og de frivillige har for trivsel, fællesskab og sammenhængskraft i kommunen. 2026-udgaven skrev sig ind i historien som den hidtil største.