Danmark må fortsat undvære ekstra dækning på stregspilspositionen ved EM. Den indkaldte stregspiller Andreas Magaard kommer alligevel ikke i aktion og rejser nu hjem til sin klub HSV Hamburg.
Efter Lukas Jørgensen pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade, ønskede landstræner Nikolaj Jacobsen at forstærke truppen på stregen. Baggrunden var blandt andet, at Emil Bergholt’s kæreste står over for en snarlig fødsel, hvilket kunne have skabt behov for ekstra gardering.
Derfor blev der taget kontakt til de to resterende stregspillere i bruttotruppen, Andreas Magaard og Frederik Ladefoged fra Dinamo București.
Frederik Ladefoged er imidlertid ramt af en lårskade og var dermed ukampdygtig. Andreas Magaard har døjet med knæproblemer, men blev indkaldt med henblik på en nærmere undersøgelse.
Efterfølgende har landsholdets sundhedsstab – i dialog med HSV Hamburg – vurderet, at det mest forsvarlige er, at Andreas Magaard ikke deltager i EM.
»Vi var fuldt ud bevidste om, at vi tog en chance ved at skrive Andreas ind i truppen, fordi der var en risiko for, at han ikke kunne spille. Men den afklaring kunne vi først få efter deadline for at skrive ham ind i truppen til kampen i aften,« siger Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold.
Han lægger ikke skjul på skuffelsen, men understreger hensynet til spilleren.
»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan bruge Andreas til EM på både hans og holdets vegne. Men vi er nødt til at tage hensyn til hans helbred og til hans klub Hamburg,« siger Morten Henriksen.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har fortsat mulighed for at foretage én yderligere udskiftning i truppen under mellemrunden og kan desuden tilføje en 20. spiller, hvis der opstår behov.
Den danske EM-trup fortsætter dermed turneringen uden yderligere forstærkning på stregpositionen for nu.










