LOKALT. Middelfart Sparekasse har igen i år åbnet for midlerne i Fællesskabspuljen, og støtten kommer en lang række lokale foreninger, aktiviteter og initiativer til gode. Blandt modtagerne er FIN – Fællesskaber i Nørre Aaby, som har modtaget 10.000 kroner til arbejdet med at skabe rammer for fællesskab – særligt for unge.
For formand Nicolas Hammer er bevillingen et vigtigt rygstød til et arbejde, der i forvejen rummer mange lag og målgrupper. »Det er da dejligt. 10.000 kroner kan gøre en stor forskel i et ungenetværk,« siger han.
Fællesskaber med plads til forskellighed
FIN – Fællesskaber i Nørre Aaby er en paraplyforening, hvor flere aktiviteter og initiativer er samlet under samme tag. Et af de centrale områder er ungenetværket, som rummer både sociale og støttende fællesskaber. »Der er blandt andet en del, som hænger sammen med vores samarbejde med Røde Kors, hvor der arbejdes med unge, som har forskellige udfordringer. Det kan være gennem møder, spil, samvær og trygge rammer,« forklarer Nicolas Hammer.
Derudover har foreningen tidligere haft en lektiecafé og planlægger løbende nye aktiviteter, som kan samle unge om fælles interesser – blandt andet spilarrangementer og sociale aftener.
Erfaringer har skabt ny retning
Siden opstarten i august har foreningen gjort sig vigtige erfaringer om, hvordan fællesskaber bedst fungerer for forskellige grupper af unge. »Vi har lært, at unge med udfordringer ikke nødvendigvis trives, hvis der er for mange mennesker omkring dem. Og omvendt kan andre unge også opleve, at det bliver noget andet, hvis rummet kun er for dem med særlige udfordringer,« siger formanden.
Derfor har FIN valgt at arbejde mere målrettet med at adskille aktiviteterne – uden at splitte fællesskabet. »Hele vores anden sal er i dag indrettet, så den egner sig rigtig godt til unge med forskellige udfordringer. Her kan de have en base, føle sig hjemme og være i trygge rammer.«
Samtidig vil andre arrangementer – som gamingaftener, LAN-parties eller musikarrangementer – blive lagt i Pakhuset og målrettet bredere grupper af unge.
Midler, der giver handlefrihed
De 10.000 kroner fra Fællesskabspuljen er endnu ikke disponeret ned i mindste detalje, men retningen er klar. Pengene skal bruges dér, hvor de skaber mest værdi for de unge. »Det kan være til spil, udstyr, computere eller til arrangementer og ture. Det giver mulighed for at gøre noget ekstra – noget, man ellers ikke havde haft råd til,« siger Nicolas Hammer.
Reaktionen blandt de unge og de frivillige har været positiv. »De er superglade. Pengene kan virkelig bruges, og det betyder meget, at nogen har set det arbejde, der bliver lagt.« For Nicolas Hammer er støtten også et tegn på, at det lokale engagement bliver bemærket. »Det her er jo et fællesskabsprojekt, og støtten viser, at den slags arbejde bliver taget alvorligt. Det betyder noget – både for de unge og for dem, der arbejder frivilligt med det.«
Med bevillingen fra Middelfart Sparekasse har Fællesskaber i Nørre Aaby fået bedre mulighed for at udvikle sine aktiviteter og skabe plads til flere former for fællesskab.










