Autocamper Show 2025 blev et brag af en messe i Messe C i Fredericia. Weekenden bød både på femårsjubilæum og rekordbesøg med hele 10.014 gæster – en stigning på 14 procent sammenlignet med sidste år. Dermed har messen for alvor cementeret sin position som Danmarks største samlingspunkt for autocamperbranchen.

»Vi er utroligt stolte af den udvikling, Autocamper Show har gennemgået på bare fem år. Det er en milepæl for både os og branchen at runde 10.000 gæster netop i jubilæumsåret. Interessen for autocamperlivet vokser markant, og det mærkes tydeligt på messen,« siger projektleder Ida Hahn.

Et marked i stærk vækst
Autocampermarkedet har gennem de seneste år oplevet markant fremgang både i Danmark og resten af Europa, og det kunne mærkes på årets messe. Her mødtes forhandlere, importører, udlejere og udstyrsleverandører med tusindvis af både nye og erfarne entusiaster.

»Stemningen var i år rigtig god, og det hørte vi også fra vores kollegaer. Vi ved fra medierne, at danskerne har store opsparinger stående, men har været tilbageholdende med at bruge dem. Det var slet ikke det indtryk, som vi har fået under autocampermessen. Købelysten var stor, og det var virkelig fedt at mærke på kunderne, at lysten til at investere i deres fritid var stor,« fortæller salgschef Martin Kolst fra Adria Caravan.

Årets messe bød på et rekordstort udvalg af autocampere, vans, campervans og alt tilbehør til livet på hjul. Særligt elcampere tiltrak stor opmærksomhed og viser, hvordan udviklingen i branchen bevæger sig mod mere bæredygtige løsninger. Mange gæster fremhævede netop muligheden for at kunne sammenligne modeller og udstyr samlet ét sted.

En central platform for branchen
Siden den første udgave i 2021 har Autocamper Show udviklet sig til en vigtig platform for både udstillere og besøgende. Her kan producenter og forhandlere møde kunder, skabe nye kontakter og teste nye produkter.

»Bare det at vi får en dialog med potentielle kunder gør, at vi fremadrettet har mulighed for at udvikle det til en reel handel. Vi taler selvfølgelig også med nye samarbejdspartnere, og det giver mulighed for at kunne udvikle nye tiltag, som vi kan bruge over for vores kunder,« siger Martin Kolst.

Ser frem mod 2026
Efter årets store succes er arrangørerne allerede i gang med planerne for næste år. Autocamper Show vender tilbage til Messe C i 2026, og forventningerne er høje.

»2025 blev et bevis på, at branchen og dermed også Autocamper Show står stærkt, og at interessen for autocampere kun går én vej. Vi glæder os til at fortsætte udviklingen i 2026,« siger projektleder Ida Hahn.

Med rekordbesøg, stor købelyst og en branche i vækst ligner Autocamper Show 2025 en milepæl, der peger frem mod endnu større arrangementer i de kommende år.