Der ligger fortsat store summer og venter på Fredericias unge. Gennem den statslige Kulturpas-ordning kan unge i alderen 15-24 år, som går på FGU eller står uden job og uddannelse, få 1.000 kroner til oplevelser i 2025 – og yderligere 1.000 kroner i 2026, hvis de søger inden nytår. Men kun få har gjort brug af tilbuddet.

Borgernes Liste har nu sat handling bag ordene og på få dage sat gang i en indsats, der både skal få flere unge til at ansøge om deres Kulturpas og samtidig sikre, at pengene gavner Fredericias lokale kultur- og erhvervsliv.

»Det er vores lokalpolitikeres pligt at følge med og formidle tiltag, der har direkte betydning for Fredericias borgere. Tavsheden blandt de partier, hvis bagland har været med til at beslutte, at der gives oplevelsesgaver på i alt 2.000 kroner til udsatte unge i alle landets kommuner, er mildest talt kritisabel,« siger Christina Koch Petersen, byrådskandidat for Borgernes Liste.

Kulturpas-ordningen kan give næsten en million kroner til Fredericia
Der er omkring 500 unge i Fredericia, som kan få glæde af Kulturpasset. Hvis alle benytter sig af ordningen, kan det betyde næsten én million statslige kroner til kommunens kultur- og idrætsliv.

Alligevel viser tallene, at interessen indtil nu har været lav. I hele Region Syddanmark har kun 432 ud af omkring 8.000 unge ansøgt om et Kulturpas – hvilket betyder, at mange risikerer at gå glip af pengene, hvis ikke de handler inden årsskiftet.

Flere lokale aktører kan nu deltage
Efter en henvendelse fra Borgernes Liste har Slots- og Kulturstyrelsen åbnet for, at lokale kreative erhverv – som smykke- og keramikcaféer – nu kan blive godkendt som Kulturpas-aktører. Dermed kan Fredericias unge bruge deres Kulturpas på flere lokale tilbud, og de mange statslige kulturkroner kan blive i byen.

»At lokale kreative caféer nu har mulighed for at blive Kulturpas-aktører viser præcis, hvad lokal handlekraft kan udrette, når man ikke bare snakker, men handler,« siger Christina Koch.

Blandt de første, der har sagt ja til at være med, er keramikcaféen Café Kaffekop og smykkecaféen Lluna.

»Jeg kendte ikke til Kulturpasset, og vi er derfor utrolig glade for at få den her mulighed og at der er tænkt på at inddrage os. At kunne tilbyde tilpassede Kulturpas-forløb i de tidsrum, hvor der i forvejen er stille i caféen, vil være helt perfekt,« siger Ann-Sofie Gommesen, medindehaver af Lluna Smykkecafé i Fredericia.

Kreative fællesskaber som springbræt
Tanken bag initiativet er også at give plads til unge, der trives bedre i mindre fællesskaber. Ifølge Borgernes Liste kan aktiviteter som keramik, smykkefremstilling og brætspil være en tryg vej ind i det lokale kulturliv for unge med psykiske udfordringer eller begrænset social erfaring.

Der planlægges workshops, hvor frivillige fra Ungdomsskolen og Depotgården deltager for at skabe tryghed og opmuntre de unge til at fortsætte i kommunens fritids- og foreningsliv.

Borgernes Liste lover, at arbejdet ikke stopper her. Partiet vil fortsætte indsatsen for at få endnu flere lokale aktører med i Kulturpas-ordningen – både før og efter kommunalvalget.

Fristen for at søge er den 31. december 2025, og Fredericias unge opfordres til at hente deres Kulturpas på www.kulturpasinfo.dk, før de statslige kulturmidler går tabt.