Fredericia Kommune risikerer en regning på 350 millioner kroner, hvis staten taber den verserende sag mod energigiganten Ørsted. Nu rejser Enhedslisten sagen i Folketinget og kræver, at regeringen på forhånd garanterer kommunerne fuld kompensation.
Sagen mellem Ørsted og staten kan få omfattende økonomiske konsekvenser for en række danske kommuner – ikke mindst for Fredericia Kommune, som ifølge beregninger kan stå tilbage med en regning på 350 millioner kroner, hvis staten taber sagen.

Enhedslisten har i længere tid fulgt sagen tæt, og på onsdag bringes den helt ind i Folketingets spørgetime, hvor partiets politiske ordfører Pelle Dragsted vil rette et direkte spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren:
»Vil regeringen hjælpe Fredericia og andre kommuner, hvis sagen med Ørsted tabes af staten, så de ikke sidder tilbage med en millionregning, der vil ramme deres ældre og børn?«
Bag initiativet står blandt andre Cecilie Roed Schultz, byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia, der i månedsvis har arbejdet tæt sammen med flere af partiets folketingsmedlemmer for at rejse sagen politisk.
Et potentielt økonomisk chok for kommunerne
Ørsted har anlagt sag mod staten om en mulig tilbagebetaling af skat. Hvis staten taber sagen, kan konsekvensen blive, at kommunerne skal betale betydelige beløb tilbage, selv om de ikke har haft nogen indflydelse på sagens forløb.
»Hvis staten taber sagen, står Fredericia med en regning på 350 millioner kroner. Vi har en redningsplan klar i byrådet – men det er helt urimeligt, at en kommune skal løfte den slags. De penge, vi har skaffet og reserveret til denne regning, vil vi jo langt hellere bruge på at udvikle og løfte kommunen og vores velfærd,« siger Cecilie Roed Schultz.
Enhedslisten: Staten må tage ansvaret
Enhedslisten mener, at det er staten – ikke kommunerne – der skal bære det økonomiske ansvar, hvis dommen falder ud til Ørsteds fordel.
»Kommunerne har ikke haft noget at skulle have sagt i den her sag – men de risikerer at stå med en stor del af regningen. Det er dybt urimeligt. Staten skal tage ansvar, ikke sende regningen videre,« siger Pelle Dragsted, der på vegne af partiet vil presse regeringen for et klart svar i Folketinget.
Partiet kræver, at regeringen på forhånd garanterer fuld kompensation til de berørte kommuner, hvis staten taber sagen.
»Vi har i forvejen kommuner, der kæmper med stramme budgetter og stigende udgifter på velfærdsområderne. Det vil være helt uacceptabelt, hvis en uenighed mellem staten og et i øvrigt primært statsejet energiselskab ender med at gå ud over borgerne,« siger Cecilie Roed Schultz.
Enhedslisten rejser sagen i Folketinget
Spørgsmålet bliver rejst i Folketingets spørgetime onsdag, hvor Enhedslisten forventer et klart svar fra klima-, energi- og forsyningsministeren om, hvordan regeringen vil håndtere situationen, hvis staten taber sagen.
Sagen mellem Ørsted og staten forventes at få sin første delafgørelse inden for den nærmeste fremtid – og for kommuner som Fredericia kan udfaldet få historisk betydning for de kommunale budgetter.










