Hvorfor vedtager vi i Fredericia Kommune planer, som vi allerede næste år ved kan vise sig at være direkte forældede? Det er meningsløst at lave politik, der ikke holder i længden.

I Fredericia Byråd har netop vedtaget en ny kommunalplan. Den giver mulighed for, at store arealer kan bruges til VE-anlæg – altså solceller og vindmøller. I Danmarksdemokraterne stemte vi imod.

Det gjorde vi, fordi vi ikke vil have, at nogen steder i kommunen – som i dette tilfælde Herslev – skal ende som et kludetæppe af jernmarker. Vores landbrugsjord og åbne landskaber er for vigtige til, at vi bare giver grønt lys til at dække dem med stål og teknik, når der findes et langt bedre alternativ: de mange tusind kvadratmeter tagflader, vi allerede har i byen.

Problemet er, at den nuværende lovgivning spænder ben. Derfor kan vi i dag ikke udnytte tagene fuldt ud til solenergi. Men i Danmarksdemokraterne arbejder vi på højtryk i vores folketingsgruppe for at få ændret reglerne, så barriererne fjernes. Allerede næste år forventes det at ske, og så kan tagene udnyttes langt mere effektivt. Når den dag kommer, vil de planer, vi lige har vedtaget her i Fredericia, stå tilbage som gammeldags og klodsede.

Jeg spurgte for nylig Inger Støjberg, hvad hun tænkte om situationen. Hendes svar til mig var kort og klart: “Bare klø på!” – og det tager jeg til mig. For det her er værd at kæmpe for.

Det handler ikke om at være imod grøn energi. Tværtimod. Vi skal have mere grøn energi, men vi skal gøre det på en klog måde. Ved at udnytte de tage, vi allerede har, undgår vi at belaste naturen, vi generer ikke naboer, vi tager ikke landbrugsjord ud af drift – og vigtigst af alt: folks huse falder ikke i værdi.

Og her er jeg også helt klar – det jeg siger på den her side af valget, mener jeg også på den anden side af valget. Hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, vil jeg gå til opgaven med mod og handlekraft for at leve op til det, vi har lovet.

“Hvis vi får flertallet efter valget den 18. november, vil vi med et tillæg til kommuneplanen sikre, at mulighedsområder for VE-anlæg i den vestlige del af kommunen – Herslev området – udgår.”

Derfor sagde vi i Danmarksdemokraterne nej til kommunalplanen. For vi vil ikke være med til skrivebordsbeslutninger, der allerede næste år ligner en ommer.

Fredericia har brug for politikere, der tør sige fra, når noget ikke giver mening – og som hellere vil satse på fremtidens løsninger end på gårsdagens.

Vores marker og grønne områder skal vi passe på – solcellerne hører til på tagene.

Med venlig hilsen
Emil Fredslund Rasmussen
Nr. 2 på listen
Kandidat til KV25 Fredericia