KOMMUNALT. Først mandag den 25. august kom der et officielt svar fra Fredericia Kommune i sagen om aktindsigt i fakturaer fra Jysk Fynske Medier. Afgørelsen fra Ankestyrelsen faldt allerede den 30. juli, men først nu har kommunen sat gang i en ny høringsrunde.

I brevet til Danske Digitale Medier skriver en af kommunens jurister, at sagen genoptages, og at Jysk Fynske Medier er blevet bedt om en ny udtalelse om, hvorvidt de såkaldte del- og enhedspriser kan udleveres. Ankestyrelsen har slået fast, at kommunen skal være langt mere konkret i sin begrundelse, hvis man fortsat vil undtage disse oplysninger fra aktindsigt.

I den vedhæftede høringsskrivelse til Jysk Fynske Medier understreger kommunen, at mediehuset nu skal komme med en mere detaljeret forklaring på, hvorfor priserne er forretningskritiske, og hvilke økonomiske skadevirkninger der kan opstå, hvis de offentliggøres. Kommunen gør samtidig opmærksom på, at den ikke selv har det branchekendskab, der kan vurdere konsekvenserne, og at man derfor forventer en mere præcis redegørelse end tidligere.

Det fremgår, at såfremt Jysk Fynske Medier vælger ikke at fastholde sit ønske om hemmeligholdelse, vil fakturaerne blive udleveret i deres fulde form uden overstregninger. Samtidig står det klart, at Danske Digitale Medier får fremlagt JFM’s svar i en partshøring og kan komme med indsigelser, inden der træffes en ny afgørelse.

Kommunen slutter sit svar med ordene, at »sagens langstrakte forløb beklages«.

Hos Danske Digitale Medier vækker den langsomme reaktion undren. CEO Andreas Andreassen siger

»Vi undrer os sådan set over, at vi slet ikke havde hørt fra Fredericia Kommune før nu. Ankestyrelsens afgørelse er efterhånden mange uger gammel, og vi har intet hørt. Nu har vi hørt, og nu skal der være en ny høring. Det er helt efter bogen, og vi ser frem til at få klarlagt, hvorfor JFM har haft særregler i Fredericia Kommune, imens alt blev udleveret om vores virksomhed uden hensyn. Det har haft store økonomiske konsekvenser for Danske Digitale Medier (DDM), at ledende medarbejdere i Fredericia Kommune valgte at sende kontrakter og dyb fortrolig viden før høringsfristen for DDM var udløbet, og samtidig på trods af indsigelser leverede alt konkurrerende medier, der efterfølgende eksplicit kørte en skadelig mediekampagne mod DDM«.

Dermed fortsætter et forløb, hvor Fredericia Kommunes håndtering af aktindsigter igen er kommet i kritisk lys, og hvor en ny afgørelse nu afhænger af Jysk Fynske Mediers næste skridt.

Læs også