
I disse måneder er Energinet i gang med at planlægge udskiftningen af højspændingsmaster mellem Aarhus og Aabenraa. Det er et projekt af enorm betydning – også for os i Kolding Kommune. For linjen kan få stor indflydelse på hverdagen i vores landsbyer, blandt andet i Almind, Vester Nebel, og Viuf mm.
Jeg vil gerne sige det helt klart: Vi skal passe på, at projektet ikke spænder ben for lokal udvikling og til gene for borgerne i vores landsbyer. Vi har brug for, at vores landsbyer fortsat kan udvikle sig, tiltrække børnefamilier og skabe gode rammer for fællesskab og trivsel. Derfor er det afgørende, at linjeføringen bliver lagt så langt uden om landsbyerne som muligt – og som minimum gravet ned på hele strækningen.
Hvis vi accepterer, at højspændingsmasterne føres tæt forbi, vil det ikke alene påvirke naturen og udsigten, men også mulighederne for at skabe den vækst og udvikling, som vi har brug for lokalt.
Jeg vil derfor opfordre alle til at engagere sig og møde op til borgermødet den 27. august. Her kan vi som borgere gøre vores stemme hørt og stå sammen om at kræve løsninger, der tager hensyn til mennesker, miljø og udvikling.
Det her handler ikke kun om teknik og energi – det handler om vores hjem, vores landsbyer og vores fælles fremtid.
Jakob Ville
Borgmesterkandidat Venstre