KRIMI. En 16-årig dreng bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens efter et knivstikkeri i Skanderborg. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Meldingen om hændelsen kom mandag morgen klokken 08.50, hvor politiet fik besked om, at en 16-årig dreng var blevet stukket med kniv på UCS10 Uddannelsescenter Skanderborg. Kort efter, klokken 10.08, blev en jævnaldrende dreng anholdt som mistænkt for overfaldet.
»En 16-årig dreng blev i går mandag den 18. august anholdt for at have stukket en jævnaldrende dreng med en kniv. Den 16-årige bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens,« skriver Sydøstjyllands Politi.
Den unge formodede gerningsmand er sigtet for legemsangreb af særlig farlig karakter efter straffelovens paragraf 245, stk. 1. Grundlovsforhøret er berammet til klokken 10.00 og forventes at blive holdt for lukkede døre.
Offeret er ifølge politiet i stabil tilstand.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at de tirsdag morgen var til stede med den mobile politistation tæt ved uddannelsescenteret, hvor elever, forældre, lærere og andre borgere kunne komme i kontakt med betjentene. Den mobile politistation holdt ved Circle K på Højvangen i Skanderborg mellem klokken 07.00 og 10.00.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.