MILJØ. Torsdag den 21. august bliver en mærkedag for den østlige del af Middelfart Kommune. Her åbner den nye Ejby Genbrugsplads officielt med snoreklip, festligheder og nysgerrige borgere, og samtidig markeres ombygningen af genbrugspladsen i Middelfart.

For både politikere, medarbejdere og borgere er dagen kulminationen på mange års planlægning.

»Det er da en dato, vi har set meget frem til,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen, formand for Klima, Natur og Genbrugsudvalget.

»Den har jo været længe undervejs. Den startede jo sådan set allerede i den første periode, jeg blev valgt i byrådet. I 2018 var der en sag, og den har været meget frem og tilbage, men endelig kom den jo i gang. Der har været lidt forsinkelser, men nu er vi snart klar til at klippe snoren.«

Bag beslutningen ligger både lovkrav, praktiske udfordringer og en klar ambition om at styrke genbrugsindsatsen.

»Vi har jo pt. også fire genbrugspladser i Middelfart Kommune. Den største er inde i Middelfart, og så har vi tre andre. Og de har især på hver sin måde haft nogle udfordringer i forhold til udvidelsesmuligheder og overholdelse af miljøkrav,« forklarer Karen Lübben, driftschef for genbrugspladserne.

Ifølge hende har der i over ti år været talt om, at nogle af pladserne måtte lukke, fordi de ikke kunne leve op til fremtidens krav.

»Den ene af dem ved vi, at vi ikke vil få miljøgodkendelse til at kunne fortsætte på, og en anden ville kræve rigtig meget, hvis den skulle kunne leve op til nutidige krav til en genbrugsplads. Derfor besluttede vi at bygge en ny, opdateret og moderne genbrugsplads i den østlige del af kommunen, og efter mange undersøgelser faldt valget på Ejby.«

Genbrug i byggeriet – helt bogstaveligt

Fra første streg på tegnebrættet har det været meningen, at pladsen selv skulle være et eksempel på cirkulær økonomi.

»Det har vi jo tænkt ind fra starten af, at vi gerne vil genbruge så meget som muligt. Det matcher rigtig meget den intention, vi har omkring mere genbrug og hele den der cirkulære økonomi,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Karen Lübben uddyber og forklarer, hvordan det helt konkret har præget byggeriet:

»Langt hen ad vejen er det jo materialerne, der har bestemt designet. For eksempel er hele bygningen til byttezonen bygget med gamle mursten. Vi har indsamlet vinduer på genbrugspladser og købt nogle fra nedrivningsprojekter. Fliserne på gulvene er også genbrugte, og vi har hentet limtræsbjælker fra et byggeri i Odense, der blev revet ned.«

Hun forklarer, at arkitekter og entreprenører tegnede byggeriet ud fra en fast liste over, hvilke materialer der kunne skaffes.

»Vi sagde: Nu har vi fundet de her fliser, kan de bruges? Ja eller nej. Og så tegnede man efter det. På den måde har genbrugsmaterialerne været med til at definere, hvordan byggeriet kommer til at se ud.«

Både Jacob Bjørnskov Nielsen og Karen Lübben håber da også, at pladsen sender et klart budskab til alle, der besøger den.

»Vi håber selvfølgelig, at borgerne tager det til sig og kan se idéen i, at vi sagtens kan genbruge masser af materialer. Det vil de også opdage, når de kommer derud,« siger Jacob.

Karen supplerer og understreger, at det også handler om at ændre vores grundlæggende syn på affald:

»Vi prøver at vise vores borgere, at affald faktisk har en værdi. Det her er også en vej ud af den brug-og-smid-væk-kultur, som vi gerne skal væk fra.«

Byttehus og nye muligheder

Midt på pladsen ligger det, der skal være hjertet i fremtidens aktiviteter, nemlig det såkaldte byttehus.

»Det bliver omdrejningspunktet fremadrettet. Her skal vi genbruge mere og mere, og vi vil på sigt lave flere aktiviteter med fokus på reparation, genbrug, cirkulær økonomi og affaldsminimering,« fortæller Karen Lübben.

Ordningen bliver enkel. Borgerne afleverer ting i et særligt område, og medarbejderne placerer dem på hylderne.

»Det kan være legetøj, bøger, møbler, men også overskudsmaterialer som fliser eller træ. Så kan andre hente det, de har brug for,« siger hun.

Den nye plads byder samtidig på bedre pladsforhold, fast belægning og mulighed for at aflevere flere typer affald.

»Der er kommet øgede krav til affaldssortering, og derfor krævede det en mere tidssvarende genbrugsplads. Ejby havde pladsen til, at det kunne blive i den størrelse, der var behov for,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Også åbningstiderne får et løft, hvor pladsen fremover holder åbent på hverdage fra kl. 7 til 18 og i weekenden fra kl. 10 til 16.

»Det giver en langt bedre service. På de små pladser har åbningstiderne været meget begrænsede, og der har været restriktioner på, hvor meget og hvilken type affald man kunne aflevere. Det ændrer sig nu,« understreger Karen Lübben.

Der kommer også ubemandet åbningstid til haveaffald, dog først lidt efter den officielle åbning.

En festlig start

Åbningsdagen byder på snoreklip med borgmesteren, pølsevogn, kaffe og kage, og besøg af lokale skoler og institutioner. Børnene skal lave kunst af genbrugsmaterialer, som udstilles på pladsen.

»Borgerne kan glæde sig til en festlig dag med glade mennesker, lidt festivitas og muligheden for at se det færdige resultat,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Fra klokken 10 til 13 er pladsen kun åben for gående, så der er tid til rundvisninger og historier om byggeriet. Efter klokken 13 åbner pladsen for almindelig aflevering af affald.

For Karen Lübben er åbningen samtidig kulminationen på mange års arbejde, også selvom alt ikke står helt færdigt på dagen.

»Det er da ærgerligt, at byttezonen ikke bliver helt klar fra start, men vi glæder os så meget til at tage pladsen i brug. Endelig at kunne åbne efter så mange års planlægning bliver fantastisk,« slutter hun.