
SPORT. Fredericia Håndboldklub får ny mediepartner, når Danske Digitale Medier A/S – selskabet bag blandt andet Fredericia AVISEN – og klubben indleder et samarbejde, der skal styrke både klubbens og byens position.
Aftalen betyder, at der i den kommende sæson bliver sat ekstra fokus på FHK – både på og uden for banen. Med særlige temaserier, dybdegående portrætter og historier fra håndboldens verden i Fredericia vil samarbejdet bringe læsere og seere tættere på spillerne, klubben og byen.

»Vi står foran en sæson, hvor Europa igen kalder. Det er en kæmpe mulighed for både klubben og byen, og vi glæder os til at give fansene et endnu dybere indblik i alt det, der sker omkring klubben. Vi er samtidig glade for, at et lokalt medie bakker op omkring håndbolden og vores fremtidige strategi, og at vi med dette samarbejde kan nå ud til endnu flere håndboldinteresserede. Der kommer ekstra fokus, når vi spiller europæisk håndbold, hvor vi sætter spotlight på kulturen, sporten og modstanderne, vi møder i Europa. Det er vi glade for, for der er også stor interesse for at vide, hvad det er for klubber, vi møder – og når deres fans senere kommer til Fredericia, vil de også gerne vide mere om byen og ikke mindst bruge den, mens de er her,« siger Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub.
Med det nye samarbejde er der lagt op til, at mange virksomheder i Fredericia kan bakke op og blive en del af nye aktiviteter og kommercielle events, som Danske Digitale Medier A/S og Fredericia Håndboldklub vil skabe sammen.
Hos Danske Digitale Medier ser man store perspektiver i partnerskabet.
»FHK er et stærkt sportsbrand med rødder i en stolt håndboldtradition, og vi ønsker at være med til at fortælle de historier, der gør klubben unik. Vores journalistiske og digitale platforme giver os muligheden for at bringe håndbolden helt tæt på fansene – både lokalt og regionalt,« siger Andreas Andreassen, CEO for Danske Digitale Medier A/S.
Partnerskabet åbner også for nye muligheder på mediesiden. Danske Digitale Medier får rettighederne til at streame FHK’s træningskampe i samarbejde med klubben. Dermed kan tilhængere, der ikke har mulighed for at være til stede i Middelfart Sparekasse Arena, følge kampene direkte på AVISENs digitale platforme. Første gang den 21. august.

Udover dækningen af kampene vil der blive arbejdet med at fortælle historierne om de mennesker, der står bag klubben – fra profilerne på banen til de mange lokale kræfter, der bakker op.
Størstedelen af spillertruppen bor i Fredericia, og samarbejdet vil give nye vinkler på, hvordan by og klub går hånd i hånd.
Med aftalen sætter Fredericia Håndboldklub og Danske Digitale Medier sig for at bringe håndbolden endnu tættere på både fans og lokalsamfund, samtidig med at klubbens europæiske eventyr bliver fulgt tæt – helt ud i de byer, hvor FHK skal kæmpe om point.
