KRIMI. Der var næppe tale om en hyggelig natteudflugt efter is, da Sydøstjyllands Politi natten til lørdag modtog en anmeldelse om indbrud i et skur på Hvidbjergvej i Høll mellem Fredericia og Vejle.
Klokken var 05.06, da politiet fik meldingen om, at gerningspersonen havde skåret sig adgang til en container, som bruges som lager af is og værktøj.
Vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at gerningsmanden fik flere ting med sig fra stedet:
»Der har været indbrud i et skur eller en container, som man anvender som lager. Der har man skåret containeren op, og der er stjålet noget værktøj og muligvis også noget is,« oplyser Torben Wind.
Politiet har efterfølgende sikret flere tekniske spor, som kan føre dem tættere på gerningspersonen.
»Vi har sikret noget DNA fra et kamera derinde, og så har vi noget videoovervågning, som skal gennemgås,« forklarer vagtchefen.
Derudover undersøger politiet i øjeblikket et nyt spor, som potentielt kan give afgørende oplysninger om gerningsmanden:
»Vi har senere fået en anmeldelse om, at der muligvis står en cykel derude, som vedkommende kunne have anvendt, men det er vi ved at undersøge nærmere,« siger Torben Wind.
Ishuset selv har tidligere delt en opfordring på sociale medier, hvor ishuset gav gerningsmanden mulighed for at melde sig selv frem til lørdag eftermiddag.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.
