Af Poul Rand, byrådskandidat (Liberal Alliance)

Jeg havde ærligt talt forventet mere af Pernelle Jensen (V) og Susanne Eilersen (DF), i bybussen med formanden for Seniorrådet, Carsten O. Jørgensen, hvor de flasher sig med besparelser på ældreområdet.

De data, de henviser til, er analyseret af FOA og Faglige Seniorer. Carsten O. Jørgensen har en fortid som sektorformand i FOA og er i dag formand for Faglige Seniorer Fredericia. Hans økonomiske forståelse og respekt for samfundet penge, eller mangel på samme – har jeg desværre selv oplevet i Seniorrådets arbejde. Uvildighed? Ikke just.

Kære Susanne og Pernelle:
Man kan ikke sammenligne tal 1:1 mellem kommuner. Befolkningen er forskellig, behovene varierer, og kommunernes struktur og prioriteringer er vidt forskellige. Én kommune har mange plejekrævende ældre, en anden har korte afstande, og en tredje bogfører på en helt anden måde. Tallene siger først noget, når man kender historien bag – og har de her tal mon været en tur gennem den røde centrifuge?

Dårligt fodarbejde er, når:

• Besparelser sker uden konsekvensanalyse
• Politikere tror, at værdighed kan effektiviseres
• Man “glemmer” at spørge de ældre selv
• Plejen bliver så tynd, at personalet må improvisere sig frem

Kvalitet i ældreplejen er, når:

• Hjælpen matcher behovet – ikke bare et budget
• Personalet har tid til nærvær – ikke kun praktiske opgaver
• De ældre bliver set som mennesker – ikke som journalnumre
• Pårørende føler sig trygge – ikke stressede og overset

Allerede i 1995 vidste vi, at antallet af ældre i Danmark ville stige markant. Alligevel står Fredericia i dag midt i en perfekt storm: Personalemangel, pressede plejehjem, alt for få varme hænder og et system, der allerede knager i fugerne.

Susanne og Pernelle – I har været styrmænd på denne kollisionskurs. Nu ligger I, som I har redt. Ingen af jer har kigget i krystalkuglen. Det burde I have gjort.

Det er ikke kun flere, der bliver ældre i Fredericia. Det er også en mere mangfoldig gruppe. Mange har en anden etnisk baggrund end dansk. Det udfordrer både plejesystemet, kommunikationen og fællesskabet. Sprogbarrierer og lav tillid til myndigheder gør, at mange ældre med indvandrerbaggrund ikke benytter sig af hjælpen – selv når behovet er der.

Når ældrepolitik reduceres til ideologiske slogans i stedet for holdbare løsninger, ser vi konsekvenserne direkte i hjemmeplejen, på plejehjemmene og i de ældres hverdag. Tallene, som Enhedslisten og andre venstrefløjspartier hiver frem, handler ofte mere om ønsketænkning og omfordeling end om reel kvalitet.

Ældrevelfærd kan delvist måles i penge – når vi taler ressourcer, normeringer og effektivitet. Men det, der virkelig betyder noget, kan ikke gøres op i regneark:

Tryghed. Tid til nærvær. Kontinuitet. Selvbestemmelse. Vigtigst af alt – livskvalitet.