
LEDER. Når FC Fredericia i dag træder ind på den helt store danske fodboldscene, Superligaen, sker det med en økonomisk styrke og opbakning, der ikke er set før. Det er især byens lokale erhvervsliv, der med Anders Østergaard og hans selskab Monjasa i spidsen, har sikret klubben en robust ballast, så man for første gang kan tage kampen op mod landets bedste klubber.
Uden den massive støtte fra lokale kræfter havde det næppe været muligt at gennemføre udvidelsen af Monjasa Park til 10.000 tilskuere, eller at skabe de rammer, som klubben nu står med forud for debuten i Superligaen. De store investeringer viser, at erhvervslivet ikke blot har øje for kortsigtede resultater, men også for fællesskabets værdi, ambitioner og langsigtede succes.
Fredericia har gang på gang vist, at byen kan løfte store udfordringer, når man står sammen. FC Fredericia står nu stærkere end nogensinde, takket være erhvervslivets store engagement og tro på projektet.
Men det stopper ikke ved fodbolden. Også Fredericia Håndboldklub står foran endnu en sæson med europæisk tophåndbold på programmet. Her spiller Bent Jensen og byens erhvervsliv en afgørende rolle. Med en stærk lokal opbakning og solid økonomisk støtte står håndboldklubben rustet til endnu engang at repræsentere byen i europæisk sammenhæng.
At Fredericia nu har to hold, der på hver deres front konkurrerer på højt nationalt og europæisk niveau, er ikke kun en sejr for idrætten, men også et stærkt signal om en by med visionære erhvervsfolk og en tro på fællesskabet.
Denne store og brede opbakning fra lokale virksomheder som Monjasa med Anders Østergaard og Bent Jensen fra områdets stærke erhvervsliv fortjener både anerkendelse og ros. De er garant for, at Fredericia står solidt på det danske idrætskort – stærkere end nogensinde før.