LOKALT. Fredericianerne må igen væbne sig med tålmodighed, når det kommer til de nye gangbroer ved Sjællandsgade. Fredericia Kommune oplyser nemlig, at broprojektet igen har mødt uforudsete udfordringer, som betyder, at den planlagte åbning endnu engang udskydes.
Projektet, der skal forbinde dele af det historiske voldområde og gøre det lettere for borgere og besøgende at opleve byens kulturarv til fods, skulle oprindeligt stå færdigt inden sommerens store begivenheder. Efter en første forsinkelse var en ny dato sat til august, men heller ikke den tidsplan holder længere stik.
Forsinkelserne kan også få økonomiske konsekvenser for entreprenøren bag projektet, da kommunen ifølge kontrakten har mulighed for at kræve en økonomisk bod på op til 128.000 kroner pr. forsinket uge. Kommunen har endnu ikke besluttet, om denne klausul skal træde i kraft.