Vi har i Fredericia byråd vedtaget at frigive anlægsmidler til klimaplanens indsatser.

Vores lokale klimaindsats er af stor betydning og der er mange borgere der er optaget af at vi, hver dag kan blive lidt bedre på klima området. Det støtter BORGERNES LISTE. Vi kæmper for at følgende perspektiver og tiltag indtænkes som integrerede dele af den videre implementering: 

Dokumentation og vurdering af CO-effekter ved kommunale beslutninger. 

For at fremme gennemsigtighed og kvalificeret prioritering i klimaindsatsen, bør CO₂- aftrykket af byrådets egne beslutninger – eksempelvis nybyggeri af skole kontra renovering af eksisterende skolebygninger. – konsekvent dokumenteres og inddrages som vurderingsparameter på lige fod med økonomiske konsekvenser. Det vil understøtte målrettet opfølgning på klimaindsatserne og det vil sikre, at klimaregnskabet ikke kun er et teknisk parameter, men også et strategisk styringsværktøj. 

Adfærdsforandringer og borgerrettede indsatser

Adfærdsændringer hos os alle er en forudsætning for at nå vores fælles klimamål. Borgernes Liste anbefales derfor, at kommunen prioriterer formidlingsindsatser, der forbinder klimaudfordringen med borgernes dagligdag og livsførelse. Projekter skal udvikles på en motiverende måde og på et niveau der både giver mening og er sund fornuft for hver enkelt af os. 

For eksempel møbelgenbrug, klimarenoveringer eller grønne fællesskaber – som skaber genkendelighed og lokal identifikation. Det vil styrke vores branding, beskæftigelse, kulturhistoriske fortællinger og motivere os alle og skabe fællesskabsfølelse. 

Grønne indkøb og cirkulær økonomi som bærende princip

Kommunens egne indkøb står for en betydelig del af den samlede CO₂-udledning. Borgernes Liste anbefaler at vi ved indkøb af. f.eks. møbler har fokus på konkrete cirkulære tiltag, f.eks. restaurering og genbrug af eksisterende møbelinventar frem for nyindkøb. Det sparer miljøet og CO₂-udledningen med op til 75 %.

Der er også tværgående muligheder og samarbejde med socialøkonomiske aktører, hvor unge og udsatte grupper kan opkvalificeres gennem håndværk og bæredygtig produktion – og dermed skabe lokal beskæftigelse samtidig med klimaansvarlighed og handling.