
KULTUR. Danskerne har stemt: højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet er blevet kåret som de fem bedste bud på dansk levende kulturarv.
Det står klart efter kulturministerens folkehøring, hvor 58.793 danskere har afgivet deres stemmer på hjemmesiden folkehøringen.dk. De fem vindere får nu mulighed for at blive optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glæder sig over danskernes engagement i folkehøringen:
»Vores kulturarv binder os sammen som folk. Det er livsvigtig eliksir, der skaber glæde, fællesskab og samhørighed i vores land. Derfor er jeg også meget stolt over, at så mange danskere har deltaget i afstemningen om, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Danskerne har – blandt virkelig mange gode bud – valgt højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet. Nogle fremragende valg, som siger meget om os danskere. Det er her, vi mødes høj som lav og danner fællesskaber. Så måske er konklusionen, at det mest danske egentlig er at omgås hinanden og dele gode oplevelser?« siger kulturministeren.
Han tilføjer desuden:
»Cubanerne har rumbaen, franskmændene har baguetten, og japanerne har fået sakebrygning optaget på UNESCOs liste. Jeg håber, vi snart ser pølsevognen på UNESCOs liste sammen med de andre gode danske bud.«

Top 20: Sådan har danskerne stemt
- Højskoler: 7176 stemmer
- Pølsevogne: 6952 stemmer
- Håndbold: 5762 stemmer
- Foreningsliv: 5613 stemmer
- Tillidssamfundet: 4345 stemmer
- Smørrebrød: 3894 stemmer
- Dannebrog og dets flagtraditioner: 3657 stemmer
- H.C. Andersens eventyr: 3601 stemmer
- Hygge: 2727 stemmer
- Cykelkultur: 2617 stemmer
- Andelsbevægelsen: 2585 stemmer
- Efterskoler: 2560 stemmer
- Revy: 1785 stemmer
- Kolonihaver: 1291 stemmer
- Fællessang: 1263 stemmer
- Bournonville ballet: 874 stemmer
- Røgerier: 851 stemmer
- Wienerbrød: 529 stemmer
- Sankthans: 481 stemmer
- Forsamlingshuskultur: 230 stemmer
Samlet antal stemmer: 58.793
Næste skridt på vejen mod UNESCOs liste
De fem vindere vil nu blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur, som er første skridt mod at blive en del af UNESCOs verdensomspændende liste over immateriel kulturarv.
Herefter skal ansøgere udvælges til at udarbejde en formel ansøgning, der skal sendes til UNESCO. Efterføgende vil UNESCO tage endelig stilling til, om forslagene bliver optaget på listen.