
LOKALT. Når DGI Landsstævnet om få uger sætter Vejle på den anden ende, vil 1715 farverige specialdesignede cykler være en vigtig del af begivenheden. Men selvom Landsstævnet kun varer fire dage, vil cyklerne leve videre i mange år endnu. Interessen for at overtage de unikke cykler har nemlig været enorm, fortæller DGI.
Over 2100 foreninger, skoler, væresteder og organisationer har ansøgt om at overtage de populære cykler efter stævnet. Og selvom DGI kun havde godt 1700 cykler til rådighed, kunne de sagtens have uddelt langt flere.
»Vi kunne nemt have givet 15.000 cykler et nyt hjem, hvis vi havde haft dem. Den store interesse er utrolig positiv og bekræfter, at det fællesskab vi dyrker sammen til Landsstævnet, kan leve videre i de mange nye cykelfællesskaber, der opstår ved hjælp af projektet,« siger Annemarie Michelsen, chef for events i DGI.
Nordea-fonden, der har støttet indkøbet af cyklerne, glæder sig også over den store efterspørgsel.
»Vi er glade for, at så mange foreninger vil fortsætte cykelglæden fra Vejle. Cykling er en nem og sjov vej til en sundere livsstil i hverdagen,« siger kommunikationschef Tine Wickers fra Nordea-fonden.
En jury hos DGI har fordelt cyklerne mellem 74 udvalgte organisationer rundt i hele landet. Blandt de heldige er Boldklubben Skjold i København, hvor formand Jan Sørensen ser frem til at skabe nye tilbud for seniorer i klubben.
»Vi vil gerne tilbyde ældre muligheden for at komme lidt længere væk fra lokalområdet og få nye oplevelser i et fællesskab med andre. Derudover vil vi bruge cyklerne som nemt transportmiddel mellem vores omklædningsfaciliteter og idrætsanlæg, hvor der er en afstand på 1,8 kilometer. Det er virkelig godt, at cyklerne fra Landsstævnet kan genbruges og skabe værdi lokalt,« siger Jan Sørensen.
Når Landsstævnet slutter den 6. juli, sørger fragtfirmaet Bring for at cyklerne bliver transporteret ud til de udvalgte foreninger og organisationer rundt om i landet. Dermed vil glæden ved cyklerne leve videre – langt ud over Landsstævnets sidste timer.