
BUSINESS. Royal Unibrew har accepteret at betale en bøde på fire millioner kroner for at have markedsført Egekilde-vand som CO2-neutralt uden tydeligt at informere forbrugerne om, at neutraliteten delvist var opnået via klimakompensation.
Overtrædelserne fandt sted mellem 2022 og 2024, hvor Egekildes produkter blev solgt med emballage, der havde udsagn som »CO2 klima-neutral« og »Klimaneutral – CO2-neutral – verificeret af COWI«. Det blev dog ikke oplyst tydeligt, at CO2-neutraliteten var opnået ved køb af klimakreditter i vindmølleprojekter.
Ifølge Forbrugerombudsmanden, der rejste sagen efter en klage fra Forbrugerrådet Tænk, er det vildledende at undlade en så væsentlig oplysning. Torben Jensen, Forbrugerombudsmanden, understreger:
»Hvis det fremgår på et produkt, at det er CO2-neutralt, så skal det være klart og tydeligt for forbrugerne, hvis neutraliteten er opnået gennem klimakompensation. Hvis ikke oplysningen fremgår, så er udsagnet om CO2-neutralitet allerede af den grund vildledende.«
Royal Unibrew har løbende beregnet CO2-aftrykket for Egekilde-produkterne og foretaget en række CO2-reducerende tiltag. Den resterende del af CO2-aftrykket blev udlignet gennem klimakompensation. Men ifølge Forbrugerombudsmanden ændrer klimakompensation ikke produktets reelle klimabelastning.
Bødens størrelse afspejler den nye bødemodel, der blev indført i 2022, hvor virksomhedens omsætning er en afgørende faktor i straffastsættelsen.
Royal Unibrew har accepteret bøden og dermed erkendt overtrædelsen.