
KULTUR. Nicholas Nybro er kendt for at sy kjoler – især dem, der får hele Danmark op af sofaen. Nu vender han igen blikket mod det spektakulære, denne gang på Teater Malstrøm i Fredericia med forestillingen »Rock’n’Glam«. Men vejen fra Ghita Nørbys kontroversielle »kødkjole« til rockmusikkens outrerede univers er måske ikke helt så lang, som man umiddelbart skulle tro.
Nicholas er uddannet designer fra Kolding Designskole for snart tyve år siden. I mellemtiden har han arbejdet med en lang række anerkendte projekter både i Danmark og internationalt. Nu vender han tilbage til Trekantområdet, ikke mindst fordi det bringer ham tilbage til begyndelsen, til amatørteateret her, hvor det hele startede.
Da Teater Malstrøm spurgte Nicholas, om han ville designe kostumerne til »Rock’n’Glam«, handlede det først og fremmest om at gense gode venner.
»Det er super hyggeligt. Jeg laver jo også en kæmpestor produktion ovre i København lige nu. Det er to meget forskellige måder at arbejde med teater på. Her handler det rigtig meget om, at vi skal hygge os. For hvis man ikke hygger sig, så kommer man måske ikke med som frivillig næste gang,« forklarer Nicholas med en varm latter, som afslører glæden ved at arbejde med Malstrøm.
Det er blandt andre instruktørerne Sidsel og Luise, der har lokket Nicholas med til Fredericia. Han fortæller med ærlighed, at da Luise spurgte ham, var det lige så meget for venskabets skyld, som for forestillingens spændende univers, at han takkede ja.
»Jeg kender begge instruktører rigtig godt. Luise er en af mine gode veninder, og jeg syntes også, der var noget interessant ved hele det her univers med rock og glamrock. Det at kunne bygge en historie op gennem kostumerne og give publikum noget, de ikke havde regnet med, og det tiltrak mig meget,« forklarer Nicholas Nybro.
Han smiler hemmelighedsfuldt, mens han lover, at selvom der selvfølgelig dukker læderjakker op i kostumerne, så kan publikum roligt forvente noget mere uventet.
Historiefortælling gennem kostumerne
Når Nicholas Nybro går ind i en ny opgave, tager han ofte en snak med instruktørerne om rammerne, historien og det visuelle univers. Men med »Rock’n’Glam« var udgangspunktet anderledes. Denne gang var der ikke et fast manuskript, ingen klart defineret fortælling, men derimod musik, energi og stemninger at arbejde ud fra.
Netop det kreative benspænd gav ham en særlig frihed. Normalt skal kostumerne matche en allerede skrevet historie, men her fik han i stedet lov til at være med til at skabe selve historien gennem kostumedesignet.
»Jeg var jo ret meget på bar bund i starten, fordi der kun var nogle playlister at arbejde ud fra. Så besluttede jeg mig egentlig for at skabe en fortælling, som jeg selvfølgelig vendte med instruktørerne,« siger Nicholas, der fortæller, at det var lidt usædvanligt for ham som designer at få lov til at sætte tonen så tidligt i processen.
Det åbnede samtidig op for, at kostumerne kunne få lov til at fortælle deres egen historie og dermed være med til at forme karakterernes distinkte udvikling.
»Jeg besluttede, at hver hovedkarakter skulle have sit eget visuelle udtryk, sin egen historie i tøjet. På et tidspunkt skifter karaktererne kostumer og bliver til noget helt andet. Anden akt starter meget farverigt,« forklarer Nicholas med den entusiasme, han er så kendt for, når han taler om sit arbejde.
Da Danmark lærte Nicholas Nybro at kende
Nicholas Nybro fik sit helt store gennembrud i 2016, da Ghita Nørby bar en af hans kjoler ved dronning Margrethes hofbal. Kjolen, som hurtigt blev døbt »kødkjolen«, skabte røre i offentligheden og blev et vendepunkt for hans karriere. Debatten om kjolens særprægede design gik nærmest amok i medierne, og Nicholas fandt sig selv midt i en hvirvelstorm af holdninger og overskrifter. Alligevel var han i stand til at tage det hele med ophøjet ro og en god portion humor.
»Det gik totalt over gevind, men heldigvis var der ikke noget, der gjorde ondt på mig. Det var jo bare en kjole. Men den blev en kæmpe del af min karriere. Det var non-stop i fire måneder, at medierne talte om den åndssvage kjole,« fortæller Nicholas med en ironisk tone i stemmen, der også afslører, at han for længst har lært at grine af episoden.
Men episoden blev også et vendepunkt på flere måder. Oplevelsen viste ham nemlig styrken i at skabe noget, der kunne sætte dagsordenen, også selvom ikke alle var begejstrede fra starten. Nicholas forklarer selv, at det hjalp med at slå hans navn fast i hele Danmark, fordi alle pludselig vidste, hvem der stod bag den kontroversielle kjole. Og siden er kjolen blevet udstillet flere steder og har fået en næsten ikonisk status.
Kort tid efter fulgte endnu en vild oplevelse, da verdensstjernen Sia bar et af Nicholas’ designs på tv i finalen af den amerikanske udgave af The Voice. Han mindes oplevelsen som surrealistisk, ikke mindst på grund af kontrasten mellem den jordnære danske tilgang og det omfattende maskineri, han oplevede i Hollywood.
Han fortæller levende om, hvordan han selv måtte insistere på at få lov til at møde Sia personligt for at sikre, at kjolen sad, som den skulle. Normalt ville stylisten blot hente tøjet, men Nicholas insisterede – tro mod sin egen arbejdsmetode – på selv at være til stede.
»Jeg blev ret overrasket. Jeg har altid sagt, at jeg ikke bliver starstruck. Det gør jeg heller ikke, men det var en vild oplevelse at stå alene med hende i hendes dagligstue. Det var bare hende og mig, der talte om kjolen, skoene og detaljerne,« fortæller Nicholas med en snert af ydmyghed.
Da han senere sad foran skærmen og så sit eget værk båret af en af verdens største popstjerner, ramte oplevelsen ham med større kraft, end han havde forventet.
»Det var ret vildt. Jeg ved ikke, om jeg fik en tåre i øjet, men det var ret stort. Meget surrealistisk at se sit eget arbejde sådan.«
Farverigt, læder og underfundigt
Når publikum besøger Teater Malstrøm for at se »Rock’n’Glam«, lover Nicholas Nybro en oplevelse, der nok skal få pulsen op. Kostumerne beskriver han med tre ord: farverigt, læder og underfundigt. Han lægger ikke skjul på, at publikum skal være klar til noget ekstraordinært.
»Jeg håber, publikum får et brag af en fest med en masse god musik. Kostumerne skal underbygge de vilde sange og skabe en kæmpe fest. Jeg håber, at publikum får sved på panden og måske en lille smule hjertebanken, når forestillingen er færdig,« siger Nicholas Nybro med et smil.
Med den kendte designers ord er forventningerne sat højt. En mand, der tidligere har skabt kjoler, der fik både Danmark og USA til at spærre øjnene op, har nu kastet sin energi ind i Fredericia. Og hvis man skal tro ham selv, bliver det både vildt, overraskende og uforglemmeligt.
»Endelig, kom ind og se alt, hvad vi har lavet,« opfordrer Nicholas Nybro, som er klar til at give publikum et farvestrålende brag, de sent vil glemme.