
UDDANNELSE. Yonis Abdirizak Mahamed fra uddannelsen Grafisk Kommunikation på UC SYD i Kolding har vundet en eftertragtet plads på det internationale Roger Hatchuel Student Academy under den prestigefyldte Cannes Lions Festival.
»Det føles stadig uvirkeligt. Jeg er virkelig glad for muligheden, og jeg føler mig taknemmelig. Jeg glæder mig til at fordybe mig i en kreativ boble med talentfulde like-minded fra hele verden,« siger Yonis om udvælgelsen til det seks dage lange læringsprogram.
Akademiet er en integreret del af Cannes Lions – verdens største reklamefestival – og giver unge kreative værktøjer og netværk til at kickstarte en karriere i reklame- og kommunikationsbranchen.
Yonis blev udvalgt som eneste danske deltager gennem en personlig videopræsentation til Creative Circle, der varetager den danske repræsentation. Det er første gang siden 2018, at en studerende fra Danmark har fået en plads på Roger Hatchuel Student Academy, hvor der kun optages én deltager fra hvert land.
Udvikler sig i Amsterdam
Sideløbende med forberedelserne til Cannes er Yonis i praktik hos det internationale bureau addiktSchbang i Amsterdam. Her arbejder han med både hurtige kundeopgaver og længerevarende kreative udviklingsforløb, særligt inden for motion design.
Praktikopholdet er en vigtig del af hans uddannelse og giver ham indsigt i branchen samt mulighed for at styrke sine faglige og personlige kompetencer.
Yonis har ambitioner om at arbejde som art director og motion designer, når han er færdiguddannet i Kolding. Hans mål er at skabe projekter, der ikke blot er visuelt stærke, men som også kan bidrage positivt til verden.