KULTUR. Der er noget særligt i luften på Fredericia Musicalteater i disse dage. Det er ikke bare duften af friskmalet kulisse eller lyden af de første prøvetakter, der sniger sig ud gennem sprækkerne i dørene. Det er fornemmelsen af, at her er noget nyt på vej. Noget, der ikke blot vil lade sig nøje med at stå på scenen, men som vil kravle helt ned til publikum, ryste dem i skuldrene og sige »kan du huske dengang?«.
Den 20. september ruller tæppet op for What Is Love – En Vi Elsker 90’erne musical, en forestilling der med lige dele nostalgi, humor og musikalsk kraft tager publikum med ind i et årti, der nægtede at være afdæmpet. Her er neonfarver, eurodance, boybands og drømme om at slå igennem på verdens hitlister. Det er historien om tre unge, der fra teenageværelser med hjemmelavede beats får verden til at danse, men som også møder den hårde sandhed om succesens pris.
Teaterdirektør Thomas Bay smiler, når han taler om projektet. »Det er jo et årti, som mange husker med glæde, og som andre er nødt til at opdage for første gang. Forestillingen bærer musikken i sig som sin puls, og vi har valgt at bygge scenografien midt ude i rummet. Publikum kommer til at sidde hele vejen rundt, og det betyder, at vi skal spille til alle sider. Det giver en helt ny energi«. Han lægger vægt på, at historien også fortæller om, hvordan digitaliseringen ændrede musikken, og hvordan 90’ernes lyd blev formet af den udvikling.
Instruktør Anna Schulin-Zeuthen kalder det et projekt, hvor rummet og publikum er lige så meget medfortællere som skuespillerne. »Bare det at ændre publikums placering ændrer spillereglerne. Du kan ikke gemme dig bag en traditionel scene. Vi har også leget med 90’ernes æstetik i scenografien – der er elementer inspireret af tidens natklubber, plexiglastårne og bevægelige platforme, som man nærmest kan se igennem. Det bliver en visuel fest«.
For de medvirkende er 90’erne ikke kun et researchprojekt. For nogle er det et gensyn, for andre en opdagelsesrejse. Vito Gram, der netop er dimitteret fra Musicalakademiet i Fredericia, debuterer i hovedrollen som Peter. »Jeg skulle lige forstå det hele. Pludselig stod jeg med en hovedrolle som mit første job. Jeg var midt i at skrive bachelor, da opkaldet kom, og endte med at glide hen ad stuegulvet hjemme hos min mor af bare begejstring«. Han er født i 2002, men vokset op med forældrenes samling af CD’er og VHS-bånd. »Jeg har hørt masser af Backstreet Boys og NSYNC, så musikken sidder i mig, selv om jeg ikke selv var der dengang«.
Vito glæder sig især til at mærke publikums reaktion på scenografien. »Det bliver lidt som en koncert, hvor du sidder midt i publikum. Der er skærme, der viser nærbilleder, så selv den mindste bevægelse bliver en del af oplevelsen. Det er en ny måde at gå i teatret på«.
Rasmus Fruergaard, der spiller den voksne Peter, behøver ikke slå op i en historiebog for at finde 90’erne frem. »Jeg gik i gymnasiet fra 94 til 97. Det her er min musik, min ungdom. Når vi spiller titelsangen, er det som at være tilbage til halballer og forfester, til at sidde på mit værelse med pladespillere og mixerpult. Det er en særlig lyd – keyboard og synthesizer – som kan transportere én tilbage på et splitsekund«.
Han indrømmer, at kemien på holdet er noget særligt, selv om aldersforskellene er store. »Jeg kunne være far til flere af de unge, men fordi vi mødes i et univers, der var min ungdom, så føler jeg mig ung igen. Måske synes de, jeg er urgammel, men jeg har det, som om jeg lige er trådt ud af gymnasiet«.
Forestillingen er inspireret af Chief1’s egne oplevelser fra musikbranchen og handler om at vælge mellem berømmelse og kærlighed til musikken, om at drømme stort og opdage, at vejen til toppen sjældent er uden bump . Den er skabt i samarbejde med AHA Creations, Riffi Haddaoui og det populære Vi Elsker-koncept, der år efter år fylder koncertpladser med nostalgiske fans.
Som publikum kan man forvente mere end en forestilling. Man kan forvente en oplevelse, hvor man sidder så tæt på, at man mærker hver eneste tone, hvert blik og hvert åndedrag. Hvor man får lyst til at danse med, men også til at tænke over, hvad det koster at jagte sine drømme.
Eller som Vito Gram siger med et lille smil: »Folk kommer for musikken, men de går hjem med noget, de ikke havde set komme«.
